Indiana Pacers sænker New York og når finalen i NBA
Med en sejr i den sjette semifinale mod New York Knicks bookede Indiana Pacers en plads i NBA-finalen.
Indiana Pacers sikrede sig natten til søndag en plads i finalen i den nordamerikanske basketliga NBA.På hjemmebanen i Indianapolis vandt holdet med 125-108 over New York Knicks i den sjette semifinaleduel mellem de to klubber.
Den overbevisende sejr betyder, at Indiana Pacers er finaleklar efter fire sejre og to nederlag i bedst-af-syv-serien. Holdet skal nu kæmpe mod Oklahoma City Thunder om NBA-titlen.
Indiana Pacers bragte sig hurtigt foran, men var ikke umiddelbart i stand til at slå et afgørende hul. Gæsterne fra New York formåede at hænge på frem til pausen, hvor stillingen var 58-54.
I tredje quarter begyndte værterne at trække fra, og med en føring på 92-77 før de sidste 12 minutter begyndte finalebilletten at nærme sig.
Selvom New York Knicks kom stærkt ud til fjerde quarter og hurtigt barberede seks point af Indiana Pacers' føring, så fik hjemmeholdet genetableret hullet.
I finalen skal holdet op mod Oklahoma City Thunder, der slog Minnesota Timberwolves i den anden semifinale.
Sidste år blev semifinalen endestationen for Indiana Pacers. Dengang tabte holdet til de senere mestre fra Boston Celtics.
/ritzau/