Gul trøje opfylder karrieremål for lykkelig Tour-veteran

29. JUN 2024 • 19:45SPORT

I sit 11. og sidste Tour de France lykkedes det omsider Romain Bardet at køre sig i gult.

Hans drøm om at vinde Tour de France druknede i Team Sky-dominans, men mens cykelkarrieren kører på de sidste dampe, har Romain Bardet fået et andet af karrierens store mål opfyldt.

Med sejren på Tourens 1. etape lørdag eftermiddag er den franske veteran i spidsen for verdens største cykelløb. I sit 11. og sidste Tour de France skal han søndag køre i den gule førertrøje for første gang.

- Det er så absolut et af de mål, jeg har haft i min karriere. Jeg har været virkelig tæt på før, men jeg har aldrig helt kunnet gøre det.

- Jeg var heller ikke sikker på, at det ville gå i dag (lørdag, red.). Men jeg havde en fremragende holdkammerat med mig, siger Romain Bardet.

Holdkammeraten var den unge hollænder Frank van den Broek, der efter en hel dag i udbrud fortsatte i parløb med Bardet.

Den 33-årige franskmand fik lov at tage sejren, der kom en uge efter, at han havde proklameret, at han stopper karrieren før næste års Tour de France.

Tidligere i karrieren blev han samlet nummer to og tre, men til sin egen og resten af Frankrigs store skuffelse lykkedes det ham aldrig at slå Chris Froome og det dengang uovervindelige Sky-hold.

Nu har han opgivet at køre efter et godt samlet resultat.

- Efter at have kørt så mange Tour de France ved jeg, at alting hænger sammen. Jeg kørte med en anden gejst end tidligere. Helt uden stress, men jeg var stadig meget opsat. Hvis ikke det gik, gjorde det ikke så meget.

- Jeg kunne gøre det, fordi jeg ikke interesserer mig for det samlede klassement længere. At jeg vandt i dag og nu har den gule trøje, ændrer ikke på mine ambitioner. Det er helt sikkert, siger Bardet.

Spørgsmålet er nu, om han er i stand til at beholde førertrøjen, til feltet kører ind i Frankrig på tirsdag. Søndagens etape er igen en kuperet sag, der indbyder til angreb.

- Det kan blive svært at forsvare den. Jeg vil prøve, men jeg er ikke specielt optimistisk, siger Bardet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU