GOG-playmaker: Vi har sat os selv i en god position

1. JUN 2023 • 10:20SPORT

Med udesejren i den første DM-finale mod Aalborg Håndbold har GOG mulighed for at tage guldet på hjemmebane.

Intet er afgjort endnu.

Det understreger GOG-playmakeren Morten Olsen efter onsdagens sejr på 31-30 over Aalborg Håndbold i den første DM-finale.

Fynboerne har med den knebne sejr på udebane skaffet sig selv mulighed for at hente guldet med en hjemmesejr på søndag.

- Det er vi stolte af. Vi var glade for at kunne tage den første. Men det er vigtigt, at vi er klar over, at det skal fuldendes på søndag. Der er 60 minutter tilbage i hvert fald.

- Vi skal vinde en af de næste to, så er vi danske mestre. Det er en god position, vi har sat os i, siger Morten Olsen til klubbens hjemmeside.

I DM-finalerne spilles der bedst af tre kampe, så Aalborg skal vinde på søndag for at fremtvinge en tredje kamp i DM-finaleserien. Den vil i givet fald skulle spilles i Aalborg.

GOG kunne onsdag ud over sejren glæde sig over at have stregspilleren Anders Zachariassen i aktion igen.

Zachariassen blev i oktober meldt ude med en knæskade i op til et år, men onsdag var han tilbage på banen.

- Det var forløsende. Det var en fantastisk oplevelse at være med på banen. Jeg havde løbet og varmet lidt op og fået en snert af håndboldstemningen i et par kampe.

- Men det var fantastisk at komme på banen. Det var stort, siger Zachariassen til klubbens hjemmeside.

At comebacket tilmed skulle ske i en DM-finale, der blev vundet, gjorde det ikke mindre glædeligt.

- Det var jo en bonus. Vi kan afgøre det på hjemmebane på søndag. Det var fedt at kunne give os selv den gave. Det er det, vi arbejder for.

- Nu har vi taget første spadestik, og vi satser på at tage det næste søndag, siger Zachariassen.

Den anden DM-finale mellem GOG og Aalborg spilles på Fyn på søndag klokken 16.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU