Fyret spansk landstræner er under lup i Rubiales-sag

27. SEP 2023 • 17:19SPORT

Efterforskningen af sagen mod Luis Rubiales inkluderer også den tidligere landstræner Jorge Vilda.

Den tidligere landstræner for Spaniens fodboldkvinder Jorge Vilda efterforskes som en del af sagen mod Luis Rubiales.

Retsdokumenter viser ifølge AFP og Reuters, at Vilda og to andre skal møde op i retten 10. oktober.

Det drejer sig ud over Jorge Vilda om Albert Luque, der er direktør for mændenes landshold, og Ruben Rivera, der er marketingdirektør i Spaniens Fodboldforbund (RFEF).

Det fremgår ikke, hvorfor de er under mistanke.

Rubiales blev i kølvandet på de spanske fodboldkvinders VM-triumf anklaget for seksuelt overgreb mod landsholdsspilleren Jennifer Hermoso.

Hun blev kysset på munden af Rubiales under medaljeceremonien og har siden understreget, at hun ikke gav samtykke til kysset.

Efterfølgende har anklagemyndigheden indledt en sag mod Rubiales på vegne af hende. Rubiales er desuden anklaget for at have udvist en tvingende adfærd over for Hermoso.

Ifølge AFP har Hermoso forklaret, at hun følte sig presset af Rubiales og hans følge til at retfærdiggøre hans handlinger.

Rubiales holdt i første omgang fast i, at han ikke ville forlade posten som landets fodboldpræsident på grund af sagen.

Ved et spektakulært møde i fodboldforbundet nægtede han at gå af. Vilda var en af de tilhørere, der kvitterede med klapsalver.

De to var kendt for at have en tæt relation.

Vilda blev fyret, efter at skandalen begyndte at rulle. Det samme er flere andre nøglefigurer i toppen af fodboldforbundet.

Rubiales endte i sidste ende med at trække sig fra posten efter utallige opfordringer.

De spanske fodboldkvinder strejkede efter VM-triumfen for at få gennemført en række ændringer.

Strejken blev afblæst, efter at RFEF indgik en aftale med den spanske regering, og den seneste uge har Spanien spillet - og vundet - to landskampe i Nations League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT