Fransk minister vil stadig afvikle landskamp mod Israel

8. NOV 2024 • 14:59SPORT

Frankrigs Nations League-kamp i den kommende uge mod Israel skal fortsat afvikles i Paris, fastslår minister.

Hændelserne i Amsterdams gader torsdag aften skal ikke ændre på, at Frankrigs Nations League-kamp mod Israel i den kommende uge stadig skal spilles i Paris.

Det mener den franske indenrigsminister, Bruno Retailleau.

- Nogle opfordrer til, at Frankrig-Israel skal spilles et andet sted. Det accepterer jeg ikke, skriver ministeren på X.

- Frankrig vil ikke trække sig, da det vil svare til at bukke under for trusler om vold og antisemitisme.

Ministeren har derfor anmodet politidirektøren i Paris, Laurent Nunez, om at tage de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for, at kampen på torsdag kan blive gennemført.

Der var torsdag aften flere voldelige hændelser i Amsterdam, hvor israelske fodboldfans blev overfaldet efter Maccabi Tel Avivs Europa League-kamp mod Ajax.

Hollandsk politi oplyser fredag, at 62 personer er blevet tilbageholdt. Fem tilskadekomne personer blev bragt til hospitalet, siger politiet. De er alle udskrevet fra hospitalet i løbet af fredag.

Derudover oplyser politiet også, at der ikke er noget, der indikerer, at en gidseltagning har fundet sted, eller at personer er savnet. Tidligere fredag sagde politiet, at man efterforskede meldinger om en mulig gidseltagning.

Amsterdams borgmester har sagt, at uromagere bevidst opsøgte israelske fans og angreb dem.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fordømmer voldshandlingerne og vil hjælpe i efterforskningen af sagen.

- Vi stoler på, at myndighederne vil identificere og straffe så mange som muligt af de ansvarlige for disse handlinger.

- Uefa vil undersøge alle officielle rapporter, indsamle tilgængelige beviser, evaluere dem og overveje fremtidige handlinger i overensstemmelse med reglerne, oplyser Uefa.

Uefa vil ikke svare på, om hændelserne vil påvirke afviklingen af Maccabi Tel Avivs resterende kampe i Europa. Det er det eneste israelske hold, som fortsat er med i europæisk fodbold i indeværende sæson.

Tidligere på efteråret afviste Belgien at lægge græs til holdets hjemmebanekamp i Nations League mod Israel, da de belgiske myndigheder mente, at det var "umuligt at organisere denne højrisikokamp".

I stedet blev opgøret i begyndelsen af september spillet uden tilskuere i Ungarn.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT