Første mand til at løbe 100 meter på under ti sekunder er død

6. JUN 2023 • 02:08SPORT

Jim Hines blev den første mand til at løbe 100 meter på under ti sekunder. Han døde lørdag i en alder af 76.

Amerikanske Jim Hines, der er den første person, der har løbet 100 meter på under ti sekunder er død i en alder af 76 år.

Det oplyser World Athletics mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hines vandt guld i 100-meterløb ved OL i 1968 i Mexico City, da han løb distancen på 9,95 sekunder og slog verdensrekorden.

Han beholdt den rekord de næste 15 år, indtil den blev slået af Calvin Smith, der løb 100 meter på 9,93 sekunder.

Ifølge BBC er Jim Hines den atlet, der har haft rekorden for 100-meterløb for mænd i længst tid.

Han vandt også guld på 4x100-meter stafet ved det samme OL. Derefter pensionerede han sig fra atletik for at spille i den bedste amerikanske fodboldliga, NFL, for Miami Dolphins og Kansas City Chiefs.

- World Athletics er meget trist over at høre, at den legendariske amerikanske sprinter Jim Hines døde lørdag, lyder det fra det internationale atletikforbund i en udtalelse.

Hines blev født i delstaten Arkansas i 1946, men voksede op i Oakland i Californien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU