Flov United-træner sår tvivl om fremtiden efter elendig sæson

12. MAJ 2025 • 07:37SPORT

Manchester Uniteds træner vil give plads til andre personer, hvis klubben bliver ved med at tabe fodboldkampe.

Søndag måtte Manchester United-fans endnu en gang gå skuffede hjem fra Old Trafford efter at have set deres hjemmehold tabe 0-2 til West Ham.

Manchester Uniteds cheftræner, Ruben Amorim, sår nu tvivl om sin egen fremtid, hvis han ikke kan sørge for bedre resultater i fodboldklubben.

- Jeg vil ikke tale om spillere. Jeg taler om mig selv og om kulturen i klubben og kulturen på holdet, siger Ruben Amorim.

- Vi er nødt til at ændre det, og vi er nødt til at være rigtig stærke til sommer og være modige, for vi vil ikke have en næste sæson som denne. Hvis vi begynder på denne måde, eller hvis følelsen stadig er der, bør vi give plads til andre personer, tilføjer cheftræneren.

Manchester United ligger efter søndagens nederlag på en 16.-plads i den bedste engelske fodboldrække.

- Det er pinligt og svært at acceptere, siger Amorim om pladsen i den tunge ende af tabellen.

Amorim har kun vundet seks ligasejre med United, siden den 40-årige portugiser overtog cheftrænerposten fra Erik ten Hag i efteråret.

Manchester United har ikke vundet Premier League, siden den ikoniske manager Alex Ferguson forlod klubben tilbage i 2013.

På trods af en elendig sæson i Premier League kan Manchester United glæde sig over, at holdet er i finalen i Europa League. 21. maj møder Manchester United rivalen Tottenham i kampen om det europæiske trofæ, der også udløser en plads i Champions League.

Men Europa League-finalen må ikke fjerne fokus fra Uniteds problemer i den hjemlige liga, mener Amorim:

- Alle tænker på finalen. Finalen er ikke et problem i øjeblikket i vores klub. Vi har større ting at tænke på, og vi er nødt til at ændre en masse ting i slutningen af sæsonen.

Rasmus Højlund spillede hele kampen for United mod West Ham søndag, og i anden halvleg kom også Christian Eriksen og Patrick Dorgu på banen.

Uniteds modstander i Europa League-finalen, Tottenham, dumpede ned som nummer 17 i tabellen efter 0-2 hjemme mod Crystal Palace.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT