FCN-stjerne skal i topform: Klasse fornægter sig ikke

25. SEP 2023 • 22:55SPORT

Der er stor tro på Andreas Schjelderup, selv om han ikke har scoret siden hjemkomsten til FC Nordsjælland.

Andreas Schjelderup brændte Superligaen af sidste efterår, hvilket sikrede den 19-årige offensivspiller et skifte til Benfica.

I den portugisiske storklub blev det dog kun til tre optrædener, og nu er nordmanden igen at finde i FC Nordsjælland, der har hentet ham på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Siden hjemkomsten har Schjelderup endnu ikke scoret eller lavet assists, men cheftræner Johannes Hoff Thorup er alligevel fortrøstningsfuld.

- Han mangler nok lidt, hvilket er forståeligt nok, fordi han ikke har spillet særlig meget fodbold det sidste halve års tid.

- Han mangler det sidste flow og det sidste afgørende touch, men vi er overbeviste om, at det kommer. Vi har med en kvalitetspiller at gøre, siger cheftræneren efter mandagens 0-0-kamp mod Hvidovre og fortsætter:

- Vi kan godt se, at han godt kunne holde til flere minutter, da vi sagde farvel til ham i vinter, men nu går han død lidt tidligere. Det er noget, som vi skal have bygget op hen over nogle kampe, fordi kvalitet fornægter sig ikke, siger Johannes Hoff Thorup.

I mandagens kamp mod Hvidovre blev Andreas Schjelderup udskiftet efter cirka en time, og den beslutning var nordmanden ikke helt enig i.

- Jeg føler, at jeg er i god form, og at jeg kunne have spillet 90 minutter. Så jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg blev udskiftet.

- Målene og oplæggene skal nok komme, og det handler bare om at fortsætte, siger nordmanden.

Schjelderup peger dog også selv på, at han mangler en smule kampform, før han kan præstere som tidligere.

- Jeg har jo ikke spillet mange kampe i træk i lang tid, og nu skal jeg have lidt kampe i benene, før jeg er 100 procent i topform, lyder det fra nordmanden.

Normalt har nordmanden været kantspiller for FC Nordsjælland, men i mandagens kamp var han placeret som offensiv midtbanespiller.

Johannes Hoff Thorup peger på, at det kan blive en mere permanent position for Schjelderup.

- Han kan sparke, udfordre og drible på rigtig små områder, så hvis vi kan få ham ind at ligge bag nogle angribere, der tiltrækker sig noget opmærksomhed, kan det skabe noget plads, og så er det et spørgsmål om tid, før vi taler om mål og oplæg, siger cheftræneren.

Den 19-årige offensivspiller står i alt noteret for 17 scoringer og tre oplæg i 58 kampe for FCN i Superligaen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT