FCN nedlægger ikke protest efter kontroversiel scoring

11. NOV 2024 • 16:10SPORT

Oven på et møde i ledelsen mandag har FCN besluttet ikke at nedlægge protest efter søndagens kamp mod Brøndby.

FC Nordsjælland kommer ikke til at nedlægge protest efter Mathias Kvistgaardens scoring til 1-0 for Brøndby i søndagens kamp, der sluttede 1-1.

Det skriver den nordsjællandske klub på sin hjemmeside.

Dommer Lasse Graagaard fløjtede i situationen for hånd på bolden lige inden bolden krydsede stregen, og målet blev - i første omgang - underkendt.

Et VAR-tjek viste efterfølgende, at der ikke var nogen forseelse, og målet blev derfor godkendt.

FCN's beslutning er kommet efter et møde i klubbens ledelse mandag.

- Efter at have lyttet til dommerens og dommerudvalgsformandens kommentarer og modtaget input fra flere personer med faglig indsigt, er det blevet meget tydeligt, at den eneste mulige konsekvens ved en protest fra FCN, på baggrund af den kampafgørende dommerfejl, er, at kampen kan blive spillet om, skriver klubben.

- Det er FCN-ledelsens overbevisning, at dette er en konsekvens, som kan risikere at straffe FCN, som ikke gjorde noget forkert eller havde skyld i den kampafgørende fejl. Og dermed ikke var den part, som begik den potentielt kampafgørende fejl.

Derudover har FCN også svært ved at se den logistiske mulighed for at få en eventuel omkamp afviklet på denne side af vinterferien.

- FCN's samlede vurdering er derfor, at klubben ikke kommer til at følge op på den varslede protest efter kampen søndag aften, lyder det.

Formanden for dommerudvalget, Michael Johansen, har mandag fortalt, at dommer Lasse Graagaard gjorde alt rigtigt indtil fløjtet, og at man efter kampen brugte halvanden time på at gennemgå lyd og billeder for at kunne vurdere, om der var begået en fejl.

- Det er selvfølgelig dybt beklageligt, og det vil jeg gerne stadfæste, at der er sket en fejl helt faktuelt, og den beklagelse skal selvfølgelig gå til FCN, der bliver ramt af det her, siger formanden til TV 2 Sport.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT