FCM-dynamo vil have hævn efter Brøndby-duos stikpiller

29. MAR 2025 • 08:15SPORT

FCM er elendigt kørende mod Brøndby, og især efterårets 1-5-ydmygelse skal hævnes søndag, fastslår profil.

Syv nederlag i de otte seneste indbyrdes kampe og senest en 1-5-ydmygelse på eget græs.

FC Midtjylland er elendigt kørende i de indbyrdes opgør mod Brøndby, og det blev midtbanedynamo Oliver Sørensen mindet om i landskampspausen.

Her var han af sted med U21-landsholdet og havde blandt andre Brøndbys Noah Nartey og Clement Bischoff som holdkammerater.

- Jeg skulle høre en del på Nartey og Bischoff på turen, og de føler i hvert fald, at de er bedre end os. De har forståeligt nok selvtilliden med sig, men vi må sørge for, at stimen vender, siger Sørensen.

Han kalder Brøndby et godt spillende hold, men mener også, at stimen efterhånden har fået et mentalt lag.

Især 1-5-lussingen fra november bør derfor være brændstof, når Brøndby søndag kommer til Herning.

- Det skal være en både indre og ydre motivation for, at det ikke må ske igen. Vi skal hævne det. Vi skal ødelægge deres spil og få kampen over på vores præmisser, for gør vi det, får de det svært, siger den løbestærke og målfarlige midtbanespiller, der har nettet syv gange i sæsonen.

Snarere end den dårlige stime hæfter midtstopper og anfører Mads Bech sig ved FCM's forår med fire sejre i fem kampe.

- Sidste kamp mod dem er længe siden. Jeg holder mere fast i, at vi har spillet godt på det seneste. Vi er i en god position, og vores spil har taget et nøk op.

- Stimen har ikke været italesat, og jeg går ikke meget op i statistikker. Men selvfølgelig vil vi gerne have revanche, og forhåbentligt kan det give noget ekstra, siger Bech.

Cheftræneren har gemt revanchesnakken til de sidste peptalks før kampen.

- Jeg har ikke mindet spillerne om det endnu, men det kommer jeg til på kampdagen for at få en trodsreaktion og en fornemmelse af, at vi ikke brød os om seneste kamp. Forhåbentligt giver det en procent eller to mere, siger Thomas Thomasberg.

Han medgiver, at det ikke er tilfældigt, når en stime strækker sig over otte kampe.

Men han påpeger også, at FCM omvendt har haft eller har gang i langt mere positive stimer mod FC København og Randers, og de er ikke udtryk for den reelle forskel mellem holdene.

- Som jeg har sagt om FCK, så var det lidt unaturligt, hvor mange kampe vi havde vundet eller i hvert fald ikke tabt mod dem. Det er lidt det samme med Brøndby.

- 1-5-kampen var en forfærdelig dag på stadion, og vi fortjente at tabe. Men så kan jeg nævne tre-fire af de andre kampe mod dem, hvor jeg synes, det var utroligt, at det ikke gik lidt mere vores vej.

- Det handler om kvalitet og skarphed på dagen, og det har vi ikke været gode til at ramme mod Brøndby, siger Thomasberg.

Ifølge anføreren har Brøndby især været gode til at spille sig ud af midtjydernes pres.

- De spiller god fodbold, og de har læst os godt i forhold til, hvor vi var været sårbare. De har været gode til at lukke ned for os. Vi har ikke fået sat det pres, vi gerne ville. Det har været lidt for nemt for dem, og det skal vi have ændret på, siger Mads Bech.

Det største ændring hos kombattanterne i søndagens sene Superliga-kamp siden seneste møde er kommet i Brøndby.

5-1-sejren i Herning var således Jesper Sørensen femtesidste, inden han blev fyret og erstattet af den hidtidige assistent Frederik Birk, som står over for FCM for første gang som cheftræner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT