FCM afklæder elendige OB og æder sig ind på AGF i toppen

15. FEB 2026 • 18:06SPORT

Tre mål på de første 20 minutter i Odense lagde et tidligt fundament, så FCM kunne udnytte AGF's pointtab.

Guldduellen i Superligaen blev søndag tættere. Mens duksen AGF måtte nøjes med et point i Fredericia, gav FCM et bovlamt OB-hold en fodboldlektion i første halvleg.

Det gav en 4-0-føring ved pausen i Odense, og selv om OB rejste sig flot i anden halvleg, endte det med en FCM-gevinst på 4-1 efter et hattrick af Junior Brumado.

Det bringer midtjyderne op på 42 point i tabellen, hvor AGF har 44 point. Der resterer to runder af grundspillet, hvor OB ligger lige uden for top-6.

OB's elendighed før pausen blev manifesteret efter en halv time, hvor træner Alexander Zorniger allerede skiftede ud i et desperat forsøg på at gøre et eller andet mod overmagten.

Men det hjalp absolut intet.

Tidligt udskiftede Adam Sørensen lagde fra land ved at tabe bolden til Philip Billing efter tre minutter, og få sekunder efter kunne Billing upresset lægge bolden ind til 1-0.

Bare fem minutter senere omsatte Junior Brumado et straffespark og indledte sin vej mod et hattrick. Mål nummer to fra ham kom efter 20 minutter, hvor OB igen viste defensivt arbejde på serieniveau.

Inden stadionuret rundede 40 minutter fik den brasilianske angriber sit hattrick. OB'erne lignede et hold, der håbede, det var et slutfløjt og ikke et pausefløjt, som ventede lidt efter.

Til højlydt pibekoncert gik holdene til pause, og det så ud til, at OB-spillerne forstod, at indsatsen havde været aldeles utilfredsstillende.

Der var en helt anden energi i det fynske hold efter pausen, hvor FCM omvendt faldt gevaldigt i kadence.

Zorniger skiftede yderligere tre mand i pausen. De tre indskiftere var med til at bringe mere liv ind i den offensiv, som havde været helt fraværende før pausen.

FCM's drastiske niveaufald betød, at OB pludselig kom frem til mange chancer. Kun tre fantastiske redninger af Elias Olafsson umuliggjorde et sensationelt comeback.

Jay-Roy Grots mål efter 63 minutter blev den eneste reducering, selv om OB fik et kvarters tid i overtal, efter at Martin Erlic trak i nødbremsen som bageste mand.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT