FCK tager pligtsejr over oprykkeren Fredericia

1. AUG 2025 • 20:01SPORT

FC København levede op til favoritværdigheden og tog en sejr på 2-0 ude over oprykkeren Fredericia.

Uden på noget tidspunkt at spille sig ud, tog FC København fredag aften den forventede pligtsejr på udebane over FC Fredericia i Superligaen.

Kantspillerne Elias Achouri og Jordan Larsson stod for målene i 2-0-sejren, der aldrig var i fare.

Det var tydeligt, at de få gange FCK trykkede på speederen, kunne oprykkeren Fredericia ikke følge med. Københavnerne har nu vundet de tre første superligakampe i sæsonen.

Kampbilledet var også helt som ventet fra start. FCK dominerede, mens værterne stod dybt på egen halvdel.

Fredericia stod faktisk godt i den defensive organisation, og foruden et par enkelte forsøg var det ikke de helt store chancer, som københavnerne tilspillede sig i åbent spil.

Derfor skulle der en dødbold til efter 35 minutter, for at målscoringen blev åbnet.

Marcos Lopez sendte midt på Fredericias halvdel et frispark i panden på Thomas Delaney, der headede bolden på tværs til Elias Achouri, som bragte gæsterne i front.

Det var ikke meget, Fredericia havde offensivt inden scoringen, men op mod pausen brændte det et par gange på i københavnernes ende.

To gange var den nyankomne FCK-keeper Dominik Kotarski på skovtur, og særligt anden gang blev det farligt, men værternes Patrick Egelund sendte et forsøg forbi mål.

Det var tydeligt, at københavnerne er inde i et stramt kampprogram med vigtige europæiske kvalifikationskampe, for det var ikke mange kræfter, der blev brugt i anden halvleg.

20 minutter før tid blev der dog for en gangs skyld lige skruet på tempoet, da Jordan Larsson sammen med Magnus Mattson kombinerede i venstresiden, inden den svenske skarpretter flot lagde bolden op i det fjerne målhjørne.

Derfra lignede det, at de fleste FCK-spillere mentalt gik på fyraften. Fredericia tilspillede sig enkelte chancer i slutfasen, men de blev ikke udnyttet.

Dermed kan FCK rette fokus mod på tirsdag, hvor det første af to vigtige opgør mod Malmö FF venter i Champions League-kvalifikationen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT