FC København bænker Delaney til pokalfinalen
Der er tre ændringer i startopstillingen hos FCK i forhold til den seneste kamp i Superligaen.
FC København stiller til start uden Thomas Delaney i torsdagens pokalfinale mod Silkeborg.I stedet for Delaney har FCK-træner Jacob Neestrup valgt midtbanespilleren Lukas Lerager fra start ved siden af kometen Victor Froholdt. Delaney er med på bænken.
Da FCK søndag vandt det danske mesterskab med en 3-0-sejr hjemme over FC Nordsjælland i Superligaen, udgik Delaney i pausen og blev erstattet af Lerager.
På forhånd havde Neestrup sagt, at der var tvivl om Delaney. Men veteranen er blevet klar nok til en rolle som joker.
Der er i alt tre ændringer hos FCK siden søndagens guldkamp i Superligaen mod FC Nordsjælland.
Ud over Delaney er der ændringer i forsvaret og angrebet. Stopperen Gabriel Pereira er ude med en hjernerystelse, mens angriberen Andreas Cornelius er ramt af en lårskade.
I stedet for Gabriel er Kevin Diks valgt til det centrale forsvar hos FCK, mens Viktor Claesson er valgt til som frontangriber. For Diks bliver pokalfinalen en afskedskamp for FCK, da han skifter til tysk fodbold.
FCK stiller således op fra start (4-2-3-1):
Diant Ramaj; Rodrigo Huescas, Kevin Diks, Pantelis Hatzidiakos, Marcos Lopez; Victor Froholdt, Lukas Lerager; Jordan Larsson, Mohamed Elyounoussi, Elias Achouri; Viktor Claesson.
Hos Silkeborg er der fire ændringer siden den seneste superligakamp, men ingen af ændringerne er overraskende.
Nicolai Larsen er som ventet tilbage i målet, og Andreas Poulsen, Pelle Mattsson og Anders Klynge erstatter Julius Nielsen, Fredrik Carlsen og Jeppe Andersen.
Efter en skade er Silkeborg-stopperen Alexander Busch med i truppen igen, og han tager plads på bænken.
Det betyder, at Silkeborg stiller op med følgende 11 spillere (4-3-2-1):
Nicolai Larsen; Jens Martin Gammelby, Pedro Ganchas, Robin Østrøm, Andreas Poulsen; Pelle Mattsson, Mads Freundlich, Mads Larsen; Anders Klynge, Callum McCowatt; Tonni Adamsen.
Pokalfinalen på MCH Arena i Herning fløjtes i gang klokken 17.
/ritzau/