FC Midtjylland må undvære anfører i op til seks uger
Forsvarsspilleren Mads Bech er ramt af en knæskade, der holder ham ude i fire til seks uger.
FC Midtjylland må undvære sin anfører, Mads Bech, i fire til seks uger på grund af en knæskade.Det skriver klubben på sin hjemmeside tirsdag.
Forsvarsspilleren udgik i slutningen af 2-0-sejren over FC København søndag.
- De efterfølgende undersøgelser har konstateret en knæskade, som forventes at holde den 27-årige forsvarsprofil ude i fire til seks uger, skriver FCM.
Skaden er en markant bet for FCM. Klubben spiller i den kommende måneds tid mod OB, Silkeborg og Brøndby i Superligaen samt to pokalsemifinaler mod AGF.
Hvis Bech er ude i seks uger, er han heller ikke med i de første kampe i mesterskabsspillet samt i hvert fald den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.
Her skal midtjyderne møde enten Panathinaikos, Viktoria Plzen, Fenerbahce eller Nottingham Forest.
FCM spiller under Mike Tullberg med tre midtstoppere, og Bech har været en fast del af bagkæden. Derudover har Martin Erlic, Ousmane Diao og Han-Beom Lee roteret og delt spilletiden på de resterende to pladser.
Landstræner Brian Riemer var på tribunen til kampen mellem FCM og FCK søndag, og han meldte blandt andre Bech som kandidat til sin trup, der i marts skal forsøge at kvalificere sig til VM.
Danmark spiller 26. marts mod Nordmakedonien og i tilfælde af sejr enten mod Irland eller Tjekkiet på udebane fem dage senere.
/ritzau/
