Færøerne leverer sensation og nedlægger Tjekkiet i Torshavn
Martin Agnarsson, der spiller for 1.-divisionsklubben Aarhus Fremad, scorede det færøske sejrsmål mod Tjekkiet.
Det færøske landshold har gang i nogle historiske dage i VM-kvalifikationen.Søndag leverede Færøerne sensationen og slog favoritten Tjekkiet med 2-1 hjemme i Torshavn.
Det er sjældent, at Færøerne vinder fodboldkampe, men holdet har nu gjort rent bord i denne landsholdstermin.
For tre dage siden var det Montenegro, der blev banket med 4-0 i den færøske nationalarena. Storsejren tangerede færingernes egen sejrsrekord.
Martin Agnarsson, der spiller for den danske 1.-divisionsklub Aarhus Fremad, blev skiftet ind i slutfasen, og divisionsspilleren skulle blot bruge et minut på at sparke det forløsende sejrsmål ind til 2-1.
De tre point sender Færøerne op på 12 point i kvalifikationsgruppe L. Tjekkiet har bare et enkelt point mere på andenpladsen.
Andetsteds var Finland og holdets landstræner, danske Jacob Friis, på en svær mission, da finnerne gæstede Holland i gruppe G.
De hollandske esser foldede sig ud i 4-0-sejren, og den blev grundlagt efter en finsk skrækstart i den hollandske hovedstad.
Efter et kvarters tid var gæsterne bagud med 0-2. Memphis Depay gjorde det til 3-0 før pausen, og så var bjerget umuligt at bestige for finnerne.
Hollænderne har solid kurs mod at snuppe VM-billetten via gruppens førsteplads. Holland har 16 point efter seks kampe.
Finland og Jacob Friis, der har en fortid som cheftræner i AaB, har spillet en kamp mere og ligger nummer tre i gruppen med ti point.
De finske gæster fik en skidt åbning på Johan Cruijff Arena i Amsterdam, hvor de orangeklædte fans på lægterne for første gang kunne juble efter otte minutter.
Donyell Malen sendte en afslutning mod kassen fra kanten af feltet, og selv om den tidligere FCK-keeper Jesse Joronen fik handsken på, strøg kuglen videre ind i netmaskerne.
Efter lidt mere end et kvarter var den gal igen, da Memphis Depay klaskede et skarpt indlæg i panden på Virgil van Dijk, der uden besvær fordoblede føringen med et hovedstødsmål.
Memphis Depay lukkede og slukkede en mildt sagt hæderlig hollandsk halvleg med en sikker straffesparkscoring til 3-0 kort før pausefløjt.
I anden halvlegs slutfase bragte Liverpool-spilleren Cody Gakpo hollænderne på 4-0.
/ritzau/