Everton redder sent point i sidste lokalderby på Goodison
James Tarkowski udlignede til 2-2 i tillægstiden, da Everton drillede Liverpool i afskedsderby på Goodison.
Med en scoring i de absolut døende sekunder reddede Everton det ene point i det sidste lokalopgør mellem Everton og Liverpool på Goodison Park.I det syvende tillægsminut - selv om der oprindeligt kun var lagt fem minutter til - udlignede James Tarkowski til 2-2 på en formidabel flugter i feltet.
Evertons spillere og fans brød ud i ekstatisk jubel, men blev siden sendt på pinebænken i flere minutter, før VAR endelig konfirmerede, at der ikke var offside i opspillet.
Goodison Park har været Evertons hjemmebane siden 1892, men er det ikke længere fra sommer. Derfor var Liverpool blot få sekunder fra at sikre en evig håneret til gene for halvdelen af den fodboldgale by, men endte i stedet med et pointtab i topstriden.
Jesper Lindstrøm startede inde for Everton for femte kamp i træk. Den danske tekniker knoklede ihærdigt, men havde begrænset succes med sine offensive aktioner. I første halvleg fik han et gult kort for brok, mens han i anden halvleg fremtvang et gult kort til Liverpool. Han fik fyraften i det 77. minut.
David Moyes har haft stor succes, siden han vendte tilbage som Evertons manager, og selv om stimen på tre ligasejre i træk har fået en ende, klager han næppe over at have hentet point i sidste øjeblik mod Liverpool.
Afskedsderbyet på det ikoniske stadion skulle være spillet 7. december, men blev dengang udskudt på grund af storm.
Everton-fansenes ventetid så dog ud til at være det hele værd, for allerede efter 11 minutters spil udbrød der stor jubel.
Efter en fiks frisparkskombination var Beto alene med målmand Alisson Becker, og angriberen var sikker i sin afslutning og gjorde det til 1-0.
Glæden varede dog kort. Efter et kvarters spil udlignede Liverpool.
Mohamed Salah slyngede et hårdt indlæg ind i feltet, og Alexis Mac Allister strakte sin krop til det maksimale og fik dirigeret bolden i mål.
Evertons mulighed for en overraskelse blev ikke bedre af, at formstærke Iliman Ndiaye kort efter måtte lade sig udskifte med en skade, men det undertippede hjemmehold kæmpede ihærdigt videre og holdt 1-1 til pausen efter en jævnbyrdig og intens halvleg.
I en stor del af anden halvleg var Everton det bedste hold på banen, og derfor var det ikke videre fortjent, at Liverpool tog føringen efter 73 minutters spil.
Efter lidt tjubangspil i feltet havnede bolden hos Mohamed Salah ved bageste stolpe, og den træfsikre egypter hamrede Liverpool på 2-1.
Den mavepuster havde hjemmeholdets spillere svært ved at rejse sig fra, men det lykkedes akkurat inden lukketid at få skabt den chance, der udlignede opgøret.
Efter slutfløjt opstod der tumult, og dommer Michael Oliver slyngede om sig med kort.
Både Evertons Abdoulaye Doucoure og Liverpools Curtis Jones blev præsenteret for det røde kort efter tumult. Liverpool-manager Arne Slot fik rødt kort for brok, og det samme gjorde en af hans assistenter.
I toppen har Liverpool syv point ned til Arsenal på andenpladsen, mens Everton er ti point over nedrykningsstregen.
/ritzau/