Esbjerg slår Sønderjyske og svarer igen i finaleserie

21. APR 2024 • 17:19SPORT

Med kniven for struben vandt Esbjerg på udebane 4-2 over Sønderjyske og reducerede til 2-3 i finaleserien.

Sønderjyske havde søndag matchbold og kunne med en sejr på hjemmebane over Esbjerg Energy sikre sig det første danske mesterskab siden 2015, men sådan skulle det ikke gå.

Esbjerg leverede med kniven for struben en fremragende kamp og aflyste Sønderjyskes guldfest med en 4-2-sejr.

Dermed reducerer vestjyderne til 2-3 i den samlede stilling i finaleserien. Kamp seks spilles tirsdag i Esbjerg.

Det var ikke til at se fra kampens start, at Esbjerg var presset til sejr.

Vestjyderne spillede frit, og allerede efter fire minutter gav den optimistiske start pote, da Phillip Schultz bragte gæsterne i front.

Det var Esbjerg, der var bedst igennem første periode, og Sønderjyske var kun for alvor med i to overtalsperioder, men her stod gæsterne solidt imod.

At det var femte gang på kort tid, at de to mandskaber stod over for hinanden på isen, var tydeligt. Det var en intens kamp med mange dueller, hvor der blev givet og taget i begge lejre.

Som kampen skred frem, steg intensiteten yderligere mellem de to hold, der begge fik tildelt flere udvisninger særligt i anden periode.

Lidt over halvvejs i anden periode fik begge hold sendt en mand i straffeboksen.

Det gav mere plads på isen, og det var Esbjerg bedst til at udnytte. Efter nogle gode vestjyske kombinationer sendte Joshua Winquist pucken i et tomt Sønderjyske-mål.

Få minutter efter blev det også 3-0 til gæsterne, der spillede en overtalsperiode perfekt. Denne gang var det den tidligere NHL-back Philip Larsen, som havde sidste stav på pucken, inden netmaskerne blafrede.

Esbjerg fortsatte i tredje periode dominansen, og Phillip Schultz øgede med sit andet mål i kampen føringen yderligere.

Blot 30 sekunder efter svarede Sønderjyske igen med en reducering af Jacob Schmidt-Svejstrup, og det vækkede hjemmeholdet en smule.

Med otte minutter tilbage af kampen kom Sønderjyske igen på tavlen. David Madsen sendte pucken helt op i målhjørnet og reducerede den vestjyske føring til to mål.

Derfra intensiverede Sønderjyske trykket, men gæsterne forsvarede sig heroisk og formåede på trods af en undertalsperiode at holde hjemmeholdet yderligere fra fadet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU