Esbjerg Energy tager afsked med cheftræner

25. APR 2024 • 10:39SPORT

Jason Jaspers er færdig som cheftræner for Esbjerg Energy. Jaspers har stået i spidsen for klubben siden 2020.

Den danske ishockeyklub Esbjerg Energy stopper samarbejdet med cheftræner Jason Jaspers.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Esbjerg nåede i den netop afsluttede sæson frem til finalen i Metal Ligaen, hvor det blev til et nederlag i seks kampe til Sønderjyske.

I semifinalen slog det vestjyske mandskab Aalborg Pirates, der de seneste to år forinden var blevet dansk mester og i denne sæson havde vundet grundspillet.

- Jason Jaspers har udført et flot arbejde hos Esbjerg Energy. I de fire sæsoner, hvor han var ansat som cheftræner i Esbjerg lykkedes det hvert år at avancere fra slutspillets kvartfinaler, siger klubbens direktør, Peder Krogsgaard.

Esbjerg har siden sommeren 2020 haft Jason Jaspers som cheftræner.

- Jason kom til Esbjerg som ung uprøvet cheftræner efter en lang glorværdig karriere i nordamerikansk og tysk ishockey. I de forgangne fire år har han udviklet sig til en cheftræner med et stort potentiale, siger Krogsgaard.

Klubben melder ikke noget om, hvem der skal afløse 43-årige Jaspers.

- Jaspers efterlader et talentfuldt mandskab med nogle rutinerede udenlandske spillere. Hos Esbjerg Energy er vi overbeviste om, at Jasons fremtid vil ligge i en større europæisk liga. Men måske fremtiden byder på et gensyn, siger Peder Krogsgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU