Emilie Aaen springer syvendeplads i hus i PL-debut

5. SEP 2024 • 20:32SPORT

22-årige Emilie Aaen debuterede ved de paralympiske lege med en syvendeplads i længdespring.

22-årige Emilie Aaen smilede stort før hvert af sine seks spring og nød helt åbenlyst oplevelsen i Paris.

Og det blev også til en godkendt syvendeplads blandt ni startende i sjællænderens debut ved de paralympiske lege.

I længdespring, klassen T63 for benamputerede, åbnede Aaen med et spring på 4,16 meter, som hun siden forbedrede til 4,43 meter, inden hun i sit femte og næstsidste spring timede sit tilløb helt perfekt og nåede ud på 4,48 meter.

Det blev danskerens bedste notering, og det var 35 centimeter for kort til at hente en bronzemedalje, og mere end en meter for kort til at hente guld.

Australske Vanessa Low vandt således konkurrencen med et spring på 5,45, som er ny verdensrekord.

Med Peter Rosenmeiers bronzemedalje i bordtennis nåede Danmark torsdag op på otte medaljer ved PL i Paris, som på forhånd var opsat som den officielle målsætning.

Det er indtil videre blevet til en guldmedalje, tre gange sølv og fire gange bronze for den danske delegation, som har flere gode medaljechancer i legenes afsluttende tre dage.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT