EM-spiller begræder Team Esbjerg-exit: Den er hård at sluge

29. DEC 2024 • 11:33SPORT

Kaja Kamp slår fast, at det er klubbens beslutning, at hun skal forlade Team Esbjerg efter denne sæson.

Der er opbrud i Team Esbjerg, der til sommer skiller sig af med en håndfuld prominente navne.

Den regerende mesterklub i kvindehåndbold meddelte fredag, at denne sæson bliver den sidste på vestkysten for blandt andre landsholdsprofilerne Mette Tranborg, Kathrine Heindahl og Kaja Kamp.

Sidstnævnte, der tidligere på måneden var med til at sikre det danske landshold sølv ved EM, lægger ikke skjul på, at skilsmissen helt og holdent er klubbens idé.

- Nej, det har ikke været min egen beslutning, siger hun til JydskeVestkysten.

- Det rører mig da helt vildt. Det er lidt ligegyldigt, hvornår man får det at vide, men det har da gjort mig enormt ked af det, siger Kaja Kamp.

Den nu 30-årige stregspiller spillede i Aalborg, Vendsyssel og Holstebro, inden hun i 2020 skiftede til Team Esbjerg. Her har hun været med til at vinde DM-guld to gange og har det seneste år tilmed etableret sig på landsholdet.

Hun ved endnu ikke, hvad der skal ske, når det til sommer er slut i Esbjerg.

- Det er stadig så nyt for mig. Jeg må se, men det er sgu en hård en at sluge. Ingen tvivl om det, siger Kaja Kamp.

Lørdag eftermiddag var hun på banen og bidrog med fem mål, da Team Esbjerg spillede sig videre til pokalfinalen med en sikker sejr over Silkeborg-Voel.

I søndagens finale venter Odense Håndbold. Kampen begynder klokken 16.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT