Doncic fører an i sejr over tidligere holdkammerater

10. APR 2025 • 05:41SPORT

Luka Doncic var for første gang på besøg i Dallas efter sit chokskifte i februar til Los Angeles Lakers.

Den slovenske basketballspiller Luka Doncic indtog en hovedrolle, da Los Angeles Lakers natten til torsdag på udebane slog Dallas Mavericks med 112-97 i den nordamerikanske basketliga NBA.

Doncic leverede hele 45 point i sejren over Mavericks, som han forlod i februar i et uventet skifte.

Selv om sloveneren nu optræder for en konkurrent, så fik han alligevel en fin modtagelse af sin tidligere arbejdsgiver, der afspillede en hyldestvideo før kampstart.

Flere Mavericks-fans havde iført sig trøjer med teksten "tak for alt" skrevet på slovensk.

En berørt Doncic tørrede øjnene efter velkomsten, inden kampen gik i gang, og han mindede det texanske hjemmepublikum om, hvilket talent de mistede for et par måneder siden.

Ud over 45 point bidrog sloveneren med 8 rebounds og 6 assister mod Dallas Mavericks.

Det var anden gang siden skiftet til Los Angeles, at Doncic stod over for sine tidligere holdkammerater.

I slutningen af februar var Dallas Mavericks på besøg i Californien og tabte 99-107. I den kamp laverede Doncic 19 point.

Luka Doncic blev i sidste sæson topscorer i NBA og ledte Dallas Mavericks hele vejen til finalen. Her tabte holdet til Boston Celtics.

/ritzau/Reuters/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT