Dansker viser målform med nyt hattrick: Det var en god aften

16. FEB 2025 • 08:15SPORT

22-årige Mika Biereth, der aldrig har været udtaget til det danske landshold, er flyvende i franske Ligue 1.

22-årige Mika Biereth, der spiller for AS Monaco, er i øjeblikket en af de mest formstærke danske angribere i europæisk fodbold.

Det må være konklusionen, efter at han lørdag noterede sig for sit andet hattrick på to uger i den bedste franske fodboldrække, Ligue 1.

De tre mål kom i en 7-1-sejr på hjemmebane over Nantes.

- Når man scorer tre mål, så er det en god aften. Men jeg er ikke den eneste, der hjalp holdet. Det var en god præstation helt generelt, og vi kom godt ud til kampen, siger han ifølge Monacos hjemmeside.

Mika Biereth er født i England og har aldrig boet i Danmark. Han har dog dansk pas og har optrådt for danske ungdomslandshold.

Han har aldrig været udtaget til det danske A-landshold.

Næste landsholdssamling er om en måneds tid, hvor Danmark i Nations League-kvartfinalen møder Portugal den 20. og 23. marts.

Der er ikke fastsat en dato for, hvornår truppen bliver udtaget.

I klubregi er næste opgave for Mika Biereth og Monaco et returopgør på udebane mod Benfica i Champions League i næste uge.

Monaco tabte det første opgør på hjemmebane med 0-1. Den samlede vinder af duellen kvalificerer sig til ottendedelsfinalerne.

- Nu ved vi, at der venter en vigtig kamp på tirsdag i Champions League ude mod Benfica, siger den 22-årige dansker efter lørdagens hattrick.

Mika Biereth skiftede til Monaco fra østrigske Sturm Graz i januar. Han har indtil videre scorede syv mål i fem kampe i Ligue 1.

Monaco ligger nummer tre i den franske række med 40 point efter 22 kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT