Danske tenniskvinder er på stor opgave uden frontfigur

11. APR 2025 • 07:45SPORT

Danmarks kvindelige tennislandshold slipper for de bedste amerikanere, men må selv undvære Clara Tauson.

Danmarks kvindelige tennislandshold skal fredag og lørdag spille to af sine største kampe nogensinde ved Billie Jean King Cup, der tidligere hed Federation Cup.

Men det er uden den frontfigur, der er hovedårsagen til, at holdet nu spiller kampe på det høje niveau.

Clara Tauson, der har haft et forrygende udlæg på 2025, meldte mandag afbud på grund af en rygskade til de forestående opgaver mod værtsnationen Slovakiet og tennisstormagten USA.

Det giver de danske muligheder et hak i tuden.

- Jeg er sikker på, at de andre lande var glade, da de fik nyheden om, at Clara ikke er med, så det ændrer selvfølgelig en hel masse. Udgangspunktet var svært i forvejen, og uden Clara bliver det endnu sværere, siger holdkaptajn og sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.

Han har dog allerede fokus på opgaven med de spillere, der er til rådighed, og glæder sig over, at dansk kvindetennis har nået så højt et niveau i kraft af de seneste års gode resultater.

Skulle Danmark vinde gruppen over USA og Slovakiet, er Danmark blandt verdens otte bedste nationer, der spiller Finals sidst på året.

- Det er ikke længe siden, at vi spillede på et lavere niveau og endda var tæt på at ryge endnu længere ned, men siden har vi været dygtige og vundet nogle afgørende kampe, lyder det fra Andersen.

- At spille kvalifikation til Finals, havde vi ikke regnet med for to år siden. Og så blandt andet mod en meget, meget stor tennisnation som USA, der kommer med et kæmpe team og nærmest en træner og fysioterapeut for hver spiller.

Det danske hold åbner fredag mod værten Slovakiet, der har verdens nummer 37, Rebecca Sramkova, på holdkortet.

Lørdag gælder det så USA, der har tre spillere i verdens top-5, men ikke møder op med nogen af dem.

Verdens nummer tre, Jessica, Pegula, var ellers udtaget, og det samme var Danielle Collins, der tidligere på året var nummer 11, men begge har meldt afbud.

USA råder over ti spillere i top-50, men har ingen af dem med. Holdet stiller dog stadig med top-100-spillere, nemlig Alycia Parks (54), Bernarda Pera (76) og Hailey Baptiste (86).

Danmarks førstesingle er 20-årige Johanne Svendsen, der rangerer som nummer 698. Hun ser frem til mødet med spillere fra et andet luftlag, end det hun er vant til.

- Holdet har været på en særlig rejse for at nå hertil, og det er kæmpestort for dansk tennis at stå her. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det er uden Clara, men selv med hende havde vi været underdogs, siger Johanne Svendsen.

19-årige Rebecca Munk Mortensen, der er nummer 773 i verden, er udset til at være Danmarks andensingle.

Jens Anker Andersen medgiver, at det bliver svært at vinde, men mindre kan også gøre det.

- Vi kommer blandt andet med tre studerende, der på et tidspunkt skal spille på fuldtid. Hvis de kan tage noget med videre til de kommende turneringer, har det også været en god oplevelse. Men vi giver den et skud. Det er sport, og bolden er rund.

En Billie Jean King Cup-dyst består af tre enkelte kampe, to singler og en double, så det kræver altså to sejre at vinde sammenlagt.

Efter at Danmark fredag og lørdag har mødt henholdsvis Slovakiet og USA, tørner Slovakiet og USA sammen søndag. Alle dage begynder kampene klokken 15.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT