Danske isfightere har travlt med at hvile inden afgørelsens aften

15. FEB 2026 • 11:02SPORT

Ishockeylandsholdet skal hurtigt gøre sig klar til søndagens OL-slag mod Letland, hvor en sejr er påkrævet.

Knap 20 timer får de danske ishockeyspillere til at hvile ben, krop og hoved, skovle tilstrækkeligt med kalorier og kulhydrater indenbords og få dækket søvnbehovet, inden det bliver alvor igen ved vinter-OL.

Allerede klokken 19.10 søndag aften venter Letland i den sidste gruppekamp, som kommer til at afgøre, hvordan Danmark slutter i tabellen, og hvem modstanderen bliver i tirsdagens playoffkamp.

- Det er ikke noget, vi beklager os over. Sådan er gamet. Letterne havde også en hård kamp mod Tyskland lørdag, så vi skal bare køre på, fastslår backen Phillip Bruggisser.

Klokken nærmede sig midnat, før de danske spillere kunne skøjte ud af isen efter 3-6-nederlaget til USA lørdag aften.

Derefter skulle spillerne tale med medier, i bad og klæde om, inden de kunne komme tilbage til OL-byen og forsøge at få nogle timer på øjet i de spartanske værelser i Milano.

- Det er forhold, vi er vant til. I de nationale ligaer er det ret normalt at spille kampe to dage i træk. Vi er til OL og er professionelle atleter, og alle har rutinen og ved, hvordan man står klar klokken 19, lyder det fra en anden back, Oliver Lauridsen.

De danske spillere er klar over, at de er piskede til at slå letterne i ordinær tid for at komme væk fra sidstepladsen i gruppen og dermed få en mere fordelagtig position, når næste modstander skal findes.

En del tyder på, at det hold, der slutter nederst i Danmarks pulje, skal spille playoff mod Sverige med fuld NHL-besætning, og det virker ikke på forhånd som nogen attraktiv modstander.

Hvis Danmark slår Letland, og USA som forventet slår Tyskland senere søndag aften, slutter Danmark, Letland og Tyskland alle med tre point og pointlighed i de indbyrdes kampe.

Så skal man se på det indbyrdes målregnskab. Her står tyskerne med plus et og kan under ingen omstændigheder slutte nederst.

Danmark står inden søndagens kamp på minus to og Letland på plus en, så en dansk etmålssejr over letterne vil ikke være nok til at flytte danskerne væk fra sidstepladsen. Det kræver en sejr på mindst to overskydende mål.

Danskerne kan også stadig komme forbi tyskerne. Men så skal man vinde med mindst fire overskydende mål eller en tremålssejr, hvor Danmark minimum scorer seks gange - altså 6-3, 7-4 eller mere.

- Det glæder jeg mig til med de forudsætninger, der er, siger Oliver Lauridsen om mødet med letterne.

- Det bliver en kamp med et andet udtryk. Vi kommer nok til at have pucken noget mere og kan nok styre spillet lidt bedre end mod USA.

- Men samtidig er Letland også et rigtig godt hold. Letterne har lige slået Tyskland, og det viser bare, hvor tæt det er i sådan en turnering, påpeger han.

Kampen mod Letland begynder klokken 19.10. To timer senere spiller Tyskland mod USA.

Hvis tyskerne mod forventning tager point i den kamp, kan Danmark "nøjes" med at slå Letland med et mål for at overhale letterne i tabellen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT