Danske golfprofiler falder tilbage i Mexico Open

25. FEB 2024 • 08:02SPORT

Thorbjørn Olesen faldt fra i toppen, og Nicolai Højgaard er tæt på bunden i Mexico Open.

Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen er lørdag gledet ned på en delt 27.-plads i PGA Tour-turneringen Mexico Open, efter at han gik tredje runde i banens par.

Danskeren var ellers med i top-ti efter de to første runder. Torsdag indledte han på imponerende vis turneringen med en runde i fem slag under par, men den gode form holdt altså ikke helt ved.

Olesen lavede lørdag tre birdies, men en triplebogey på 16. hul ødelagde en ellers lovende runde.

16. hul, der er et par fire hul, drillede også Nicolai Højgaard.

Efter at have matchet Olesens triplebogey kom han i klubhuset med en score på tre slag over par og gled ned på en delt 63.-plads i turneringen, der er en del af PGA Tour, hvor størstedelen af den absolutte verdenselite deltager.

I toppen af turneringen ligger Jake Knapp.

Den 29-årige amerikaner har kun spillet otte turneringer på PGA Touren, men imponerer stort i Mexico. Lørdag leverede han en runde i otte slag under par.

Han ligger nu på 19 slag under par i det samlede regnskab - hele fire slag bedre end scoreboardets nummer to, Sami Valimaki fra Finland.

Der er i alt godt otte millioner dollar på spil i Mexico Open. Vinderen tager knap 1,5 millioner dollar, hvilket svarer til omkring ti millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU