Danske curlingkvinder knækker til sidst mod Skotland
Madeleine Dupont og det danske curlinghold er under pres ved VM efter nederlag til Skotland i tæt affære.
De danske curlingkvinder kan se frem til en nervepirrende afslutning ved VM i Sydkorea.Fredag tabte skipper Madeleine Dupont og holdkammeraterne den næstsidste gruppekamp mod Skotland med 5-10.
Med bare én kamp tilbage af gruppespillet er Danmark placeret lige uden for top-6, der går videre videre til kvartfinalerne. De to bedste nationer går direkte i semifinalerne.
Duellen mod skotterne var langt mere tæt, end resultatet antyder. Stillingen var 5-5 før niende ende, hvor Skotland lukkede kampen ved at sætte fem sten i huset.
Senere fredag skal danskerne op imod Schweiz, der har været suveræne ved VM i byen Uijeongbu. Schweizerne har vundet 10 af foreløbig 11 kampe. Danmark står på syvendepladsen noteret for 5 sejre.
Muligheden for at blive blandt de seks bedste ser besværlig ud, men det er ikke umuligt, når danskerne møder Schweiz klokken 11 dansk tid.
Ved VM i Sydkorea kæmper Danmark også for at sikre sig en plads ved næste års vinter-OL i Italien.
For at sikre OL-billetten skal danskerne blive blandt de syv bedste nationer set over de seneste to VM-turneringer.
Havner OL-værten Italien blandt de syv bedste, rækker en samlet ottendeplads også for danskerne.
Inden VM gik i gang, var Danmark placeret som nummer seks på listen, hvor nationerne rangeres efter de point, de samler ind ved VM-turneringerne.
/ritzau/