Dansk sprinthåb får helt hold bag sig i Københavns gader
Team Picnic håber, at Tobias Lund Andresen kan levere et topresultat i Copenhagen Sprint søndag eftermiddag.
Alle mand for Tobias Lund Andresen.Taktikken er både klar og simpel på det hollandske Team Picnic-hold inden mændenes udgave af World Tour-cykelløbet Copenhagen Sprint søndag.
Alle seks holdkammerater skal ofre sig for det unge danske sprinttalent i håbet om, at han kan spurte sig til en topplacering i opløbet ved Botanisk Have i København.
- De skal allesammen sidde ved Tobias. Alt for Tobias, lyder parolen fra holdets danske sportsdirektør, Asbjørn Kragh Andersen.
- Vi ved, at Tobias er super motiveret, og vi prøver at spille vores kort. Vi ved godt, at der er andre hurtige folk i feltet, og det er vi nødt til at forholde os til. Men vi kører efter det, siger han.
Han er ikke overbevist om, at det bliver lige så let at holde sammen på feltet som i kvindernes løb lørdag.
Her var angrebsiveren ret begrænset, men Picnic-sportsdirektøren ser især en trussel i det danske landshold med garvede folk som Kasper Asgreen og Casper Pedersen i spidsen.
- Landsholdet har ikke som sådan en sprinter på holdet og vil gerne køre et hårdt løb. Vi kan godt få et "indianerudbrud", som vi kan komme til at kæmpe med til sidst.
- Vi ved alle, at på en lokal omgang er det begrænset, hvor meget hurtigere feltet kan køre end en syv-otte mand i udbrud. Så vi skal være opmærksom på, at der ikke sejler et udbrud væk, som vi ikke kan trække ind igen, påpeger han.
Lykkes det at holde snor i lykkeridderne, ender løbet med den ventede massespurt.
Her kommer Tobias Lund Andresen op imod store navne som Mads Pedersen, Olav Kooij og Dylan Groenewegen, men sportsdirektøren tror, at den 22-årige dansker han en chance i det skrappe felt.
- Ja, det tror jeg. Han skal ikke med i noget udbrud. Han skal passe på sig selv og prøve at få lov til at spurte, siger Asbjørn Kragh Andersen.
Mændenes Copenhagen Sprint køres over 235,6 kilometer. Det forventes, at de første ryttere er i mål omkring klokken 16.
/ritzau/