Dansk speedwayprofil går glip af VM-wildcard

7. OKT 2024 • 15:10SPORT

Danske Leon Madsen blev forbigået, da Det Internationale Motorcykelforbund mandag uddelte fire VM-wildcards.

Den danske speedwaykører Leon Madsen bliver ikke fast deltager i næste sæsons VM-grandprixserie.

Det står nu fast, efter at Det Internationale Motorcykelforbund (FIM) mandag eftermiddag offentliggjorde navnene på de fire kørere som får wildcards til næste sæson.

Blandt navnene var blandt andet danske Mikkel Michelsen, mens Leon Madsen må nøjes med pladsen som førstereserve.

Den 36-årige dansker har ellers været fast inventar i VM-serien siden 2019, og han endte på andenpladsen i både 2019 og 2022.

Men i år har han haft en svær sæson, hvor han ikke klarede at komme i top-6, som giver direkte kvalifikation til næste års VM-serie.

På trods af en andenplads i VM-seriens sidste grandprix i polske Torun, blev det ikke til mere end en samlet niendeplads i VM-serien, og det missede grandprix i Vojens på grund af en skade viste sig at blive yderst afgørende.

Madsen kunne også have sikret sig en plads i VM-serien, hvis han var blevet europamester i september, men her blev han nummer to efter lettiske Andzejs Lebedevs.

I fredagens GP Challenge i Pardubice kvalificerede danske Anders Thomsen sig til VM-serien i 2025.

Det kan være en af forklaringerne på, at Madsen ikke blev tildelt et wildcard, da arrangørerne formodentlig ikke vil have for mange kørere med i serien fra samme nation.

Mikkel Michelsen, som fik et wildcard, havde kørt en god sæson og lå lunt i svinget til at kvalificere sig til næste års VM-serie, da han med tre grandprixer tilbage af sæsonen styrtede i det lettiske grandprix.

Et styrt, der har holdt Michelsen ude for resten af sæsonen.

Selv om Leon Madsen "kun" er førstereserve, har han gode chancer for at komme til at deltage i nogle af næste sæsons grandprixer.

2024's førstereserve, Max Fricke, deltog i 8 ud af 11 VM-grandprixer i 2024-serien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT