Dansk SailGP-båd sigter mod nyt podie på hjemligt vand

18. AUG 2022 • 08:02SPORT

Fjerde afdeling af sæsonens SailGP afvikles i Nordhavn i weekenden, og der er begrundet håb om dansk succes.

I 2019 fik Danmark en båd med i SailGP - sejlsportens Formel 1, som arrangøren har brandet sig selv. I det stærke felt har den danske besætning skullet lære, men nu står man et sted, hvor podiepladser er i spil.

Det beviste båden ledet af skipper Nicolai Sehested senest ved afdelingen i Plymouth, og derfor er ambitionerne vokset, når danskerne i weekenden byder rivalerne velkommen på dansk vand i København.

- Resultatet (i Plymouth, red.) beviser, at vi er et godt hold, og at vi kan slå alle hold, når vi sejler godt, siger Sehested til SailGP's hjemmeside om tredjepladsen.

Skipperens drøm har hele tiden været at vinde. Ikke bare et løb. Som han sagde til Ritzau forud for årets udgave af SailGP:

- Vi har en forventning om at vinde SailGP. Altså det hele. Det er derfor, vi er her. Det er målet og drømmen, lød det fra den danske styrmand.

Derfor er det ifølge ham også vigtigt, at den mentale sejr med endelig at komme på podiet bliver brugt fremadrettet.

- Vi er nødt til hver gang at gå ind med en forventning om, at hver gang vi går på vandet, så kan vi komme på podiet, siger han til SailGP's hjemmeside.

- Den forventning er vigtig, og det er noget, vi skal have med os hele tiden.

Med deltagelsen i finalesejladsen i Plymouth er der begrundet håb om, at den danske båd kan dyste med om podiepladserne, når Nordhavn lægger vand til weekendens afdeling for verdens hurtigste sejlbåde.

Med hastigheder på op mod 100 kilometer i timen i F50-katamaranbåden er det ikke blot tomme ord, når SailGP kalder sig selv for sejlsportens Formel 1.

Det kræver, at bådens seks mand store besætning kan træffe hurtige og rigtige beslutninger i tæt samarbejde.

Glipper koncentrationen bare et øjeblik, kan rivalerne være sejlet langt væk, og især på hjemmebane er det fokus et vigtigt parameter.

- På hjemlig grund er det let at blive distraheret og revet med, og så ender præstationen med ikke at blive god. Det har vi set fra flere besætninger på hjemmebane, siger Nicolai Sehested.

Der er i alt ti tilknyttet den danske besætning, men altså kun seks i båden hver gang. I den danske besætning findes flere store navne som OL-medaljevinderne Anne-Marie Rindom, Katja Salskov-Iversen og Martin Kirketerp.

Australien, der er forsvarende mester, fører SailGP-serien med 29 point, mens Danmark er nummer fem med 20 point. I slutningen af sæsonen sejler de tre bedste i den samlede stilling om en million dollar i en altafgørende finale.

Der er i alt 11 afdelinger i sæsonen. Den i Danmark er nummer fire.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU