Dansk racerkører triumferer i Formel 2

19. MAR 2023 • 15:35SPORT

Frederik Vesti startede som nummer seks, men vandt søndagens Formel 2-løbet i Jeddah.

Den unge danske racerkører Frederik Vesti viste søndag vejen for landsmanden Kevin Magnussen i Jeddah.

Som opvarmning til Formel 1-løbet søndag aften vandt 21-årige Vesti således Formel 2-løbet i Saudi-Arabien.

Danskeren startede som nummer seks, men arbejdede sig op, og efter 17 af 28 omgange overtog han føringen, da franske Victor Martins røg af banen og udgik.

Herfra holdt han hjem og sikrede sig karrierens anden sejr i Formel 2 - det første i et hovedløb. Efter to grandprixweekender ligger danskeren nummer fire i den samlede stilling. Han har 28 point mod førende Ralph Boschungs 33 point.

Vesti, der kører for italienske Prema Racing, har været på podiet i alt seks gange i 31 starter i Formel 2.

I november kørte han 124 testomgange i Lewis Hamiltons Mercedes-racer. Han har siden begyndelsen af 2021 været tilknyttet Mercedes' talentakademi.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU