Dansk overraskelse bliver professionel før US Open

12. JUN 2024 • 11:32SPORT

Frederik Kjettrup kvalificerede sig i sidste uge til US Open som amatør, men nu bliver han professionel.

Golfspilleren Frederik Kjettrup har fejret sin opsigtsvækkende kvalifikation til US Open ved at tage et skridt op i karrieren.

Umiddelbart før det torsdag går løs i majorturneringen, har han vekslet sin amatørstatus til en tilværelse som professionel.

Det skriver golf.dk.

Beslutningen betyder, at han resten af 2024 primært vil være en del af den amerikanske Korn Ferry Tour, som er udviklingstour for spillerne på niveauet under PGA.

Der er tale om en midlertidig adgang, men Kjettrup håber at bide sig fast.

- Forhåbentlig får jeg nogle gode starter, men det er svært at vide, hvad jeg kommer ind i. Mit mål er, at jeg kan spille mig til en fast status på Korn Ferry Tour til næste år uden at skulle på tourskole, siger han til golf.dk.

24-årige Frederik Kjettrup er nummer 13 på verdensranglisten for amatører. Han er tilknyttet Brønderslev Golfklub, men har tilbragt de seneste år på Florida State University.

Her vandt han i foråret turneringen ACC Men's Golf Championship, men nu er det en noget anden scene, han skal begå sig på.

Danskeren slap gennem nåleøjet til US Open ved at tilmelde sig kvalifikationen og klare sig videre som en af blot tre spillere, der dystede på 36 huller.

Som amatør var han blandt andet med til at vinde EM-guld i 2021 med sine landsmænd, og det minde står stærkt i erindringen.

- Det er en af de fedeste oplevelser. De gode minder fra ens amatørkarriere er jo, når man repræsenterer sit land og sin skole. Jeg tænker stadig på det EM som en god oplevelse, selv om det er nogle år siden, siger han.

Ud over Kjettrup deltager Nicolai Højgaard i turneringen, som spilles på Pinehurst i delstaten North Carolina.

Kjettrup skal tidligt op, for han slår ud som en af de første klokken 6.56 lokal tid - 12.56 dansk tid - mens Højgaard tager hul på turneringen 14.02 dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

17. JUL 2024 • 11:27SPORT
Randers henter angriber i Frankrig