Dansk-østrigsk alpinhåb OL-debuterer med høje ambitioner

14. FEB 2026 • 06:30SPORT

Christian Borgnæs skiftede for fire år siden Østrig ud med Danmark, og nu kulminerer nationsskiftet.

I 2022 besluttede Christian Borgnæs sig for at vende Østrig ryggen og i stedet repræsentere Danmark. Fire år senere kulminerer nationsskiftet, når han lørdag ifører sig en rød fartdragt og kører storslalom ved vinter-OL.

- Det er noget, jeg har arbejdet for i rigtig lang tid, og jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af OL. Det er stort for mig, siger Christian Borgnæs.

Som søn af en østrigsk mor og en dansk far voksede han op i den østrigske alpeby St. Anton, og da han blev voksen, var han blandt de allerbedste alpinskiløbere i det skigale land.

Men selv om Christian Borgnæs blev østrigsk mester i super-G og storslalom i 2020, kom han aldrig for alvor ind i varmen på det ekstremt stærke østrigske landshold. Og derfor greb han muligheden for at repræsentere Danmark.

I 2023 hentede han de første danske World Cup-point i mere end tre årtier, og selv om han endnu ikke er lykkedes med sit mål om at udfordre den absolutte verdenselite, har han nydt at køre i rødt og hvidt.

- Den største opbakning mærker jeg, når jeg er til DM i Trysil, hvor der er masser af børn og deres forældre. Der mærker jeg den glæde, som danskerne har ved skiløb, og det nyder jeg rigtig meget.

- I løbet af sæsonen er der masser af mennesker, der skriver til mig, og det er dejligt. Moralsk får jeg meget opbakning - finansielt ikke så meget, siger Christian Borgnæs.

Den 29-årige skiløber finansierer sin karriere med en smule støtte fra Danmarks Skiforbund, Københavns Skiklub og en række sponsorer. Og så er han tilknyttet det private hold Global Racing ligesom flere andre skiløbere fra mindre skisportsnationer.

Det har alt sammen hjulpet ham på vejen mod OL-drømmen, som bliver virkelighed efter en sæson, hvor resultaterne ikke har været prangende.

Det begyndte godt i sommer, hvor han vandt tre løb i Australien og New Zealand på niveauet lige under World Cup. Men da kongeklassen begyndte, haltede resultaterne, og han har ikke på noget tidspunkt været i top-30.

- Det har været lidt frustrerende, at det ikke lykkedes i World Cup-løbene. Det har fungeret rigtig godt til træning, hvor jeg har kørt lige op med min holdkammerat Sam Maes, der har haft rigtig gode placeringer i World Cup-løbene.

- Jeg har ikke fået overført mit niveau fra træningerne til løbene, men hvis den sidder i skabet på lørdag, går det nok, siger han med et grin.

Og han er altså optimist. Efter en tætpakket december, hvor en skade i skinnebenet generede ham, har han fundet melodien og var tættere på World Cup-point, da han i januar kørte det legendariske "Nightrace" i Schladming.

- Hvis alt spiller, banesætningen passer mig, og jeg har to rigtig gode gennemløb uden store fejl, er det realistisk at komme i top-15. Det er min ambition.

- Det er baseret på, hvad jeg tidligere har præsteret i World Cup-løbene. Jeg har gjort det før, men det skal være en god dag, og det hele skal spille, siger Christian Borgnæs.

Danskerens OL-drøm går i opfyldelse lørdag klokken 10.00, hvor han skal slås med blandt andre superstjernen Marco Odermatt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT