Dansk hammerkaster forventer store fremskridt før OL i 2028

6. AUG 2024 • 22:02SPORT

Katrine Koch levede ikke helt op til kastet fra kvalifikationen i finalen, men er stolt over sin OL-indsats.

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen gik videre til OL-finalen med femtebedste forsøg, men i finalen kom hun til kort.

De 71,65 meter, hun fik registreret som længste kast, rakte til en tiendeplads. Men hun kan ikke sætte en finger på optakten til sit livs største konkurrence.

- Jeg synes egentlig, at jeg var virkelig klar i krop og hoved, da jeg varmede op og kom ind på stadion og til prøveforsøg. Men jeg havde måske lidt svært ved at slappe af i det og bare kaste.

- Men 71,65 er bedre end mit VM sidste år. Så jeg er selv rimelig tilfreds med det. Og at være i en finale til første OL er jeg virkelig stolt over.

- Det kunne have været fedt, hvis det bare havde spillet ligesom i kvalifikationen. Men det er svært at bede om det to gange, siger hun.

Selv om hendes personlige rekord på 74,22 meter ligger to år tilbage i tiden, har hun rykket sig meget i 2024, hvor hun er blevet markant mere stabil.

Frem mod OL i 2028 regner hun med at tage flere nøk i den rigtige retning.

- Jeg har taget med, at jeg har været god nok til at håndtere det. Jeg har ikke været et dådyr fanget i billygterne.

- Jeg synes bestemt ikke, jeg har vist mit fulde potentiale nu. Jeg har meget mere at hente, og der er meget mere, jeg kan finde frem til træningerne. Det håber jeg, vi ser til næste OL, lyder det fra den danske hammerkaster.

Hun træner i ydmyge rammer i Fælledparken i København, men hun har ingen planer om at søge til udlandet i jagten på de ekstra procenter.

- Det er ikke min plan. Jeg har det utrolig godt med min træner derhjemme. Vi er på et rigtig godt niveau, hvor vi forstår hinanden, og han er utrolig dygtig.

- Jeg har arbejdet med nogle nye ting i år, som har fungeret, i og med at jeg har været stabil omkring de 72-73 meter til mange konkurrencer. Det sidder nu, og så har jeg motivation til at gå hjem og arbejde med nogle af de andre ting, der gør, at jeg kan kaste endnu længere, forklarer hun.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT