Dansk hækkeløber er langt fra sit topniveau i VM-semifinale

23. MAR 2025 • 13:46SPORT

Ida Beiter Bomme blev nummer seks i VM-semifinalen i 60 meter hækkeløb i en tid, der ikke var tæt på finalen.

Ida Beiter Bomme formåede ikke at kvalificere sig til finalen i 60 meter hækkeløb ved indendørs-VM i atletik.

Den danske udøver blev nummer seks i sin semifinale i tiden 8,19 sekunder. Det var et godt stykke fra hendes personlige rekord på 7,98 sekunder.

Alligevel kan 23-årige Bomme være tilfreds med den indsats, hun har leveret ved mesterskabet i kinesiske Nanjing.

Målet var at komme i semifinalen, som hun også formåede ved EM for et par uger siden. Det lykkedes med en tredjeplads i indledende heat.

Til gengæld formåede landsmanden Annika Haldbo ikke at gå videre fra indledende heat. Hun blev sidst i sit heat med tiden 8,23 sekunder.

Dansk Atletik har kun sendt de to kvindelige atleter til mesterskabet i Kina. Det primære formål har været at give dem erfaring med konkurrencer på øverste niveau.

Ida Beiter Bomme er den næsthurtigste danske kvindelige atlet nogensinde i 60 meter hækkeløb.

Hun er kun overgået af Mette Graversgaard, der i 2023 løb den på 7,92 sekunder.

Nordmanden Jakob Ingebrigtsen levede op til favoritværdigheden på mændenes 1500 meter.

Løbestjernen vandt foran Neil Gourley fra Storbritannien og Luke Houser fra USA og tog sin anden guldmedalje med hjem fra mesterskabet.

Ingebrigtsen vandt også på den dobbelte distance lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT