Danmarks curlingkvinder giver op mod Canada efter fatal ende
I deres første kamp ved vinter-OL valgte de danske curlingkvinder at kapitulere mod storfavoritten Canada.
Danmarks curlingkvinder lagde stærkt fra land, men momentum skiftede hurtigt mod storfavoritten Canada i nationernes åbningskamp ved vinter-OL.Tre canadiske point i syvende ende blev udslagsgivende, da Danmark efterfølgende valgte at give op i torsdagens kamp og tabte 4-10.
Madeleine Dupont og co. førte 3-2 efter tredje ende, inden det gik helt galt i femte ende, hvor canadierne med hele fire point bragte sig foran 7-3.
Danmark havde ellers sidste sten og dermed overhånden, men Canadas sten lå i forvejen så godt i huset, at der ikke var meget at stille op.
Favoritternes forspring tvang Danmark til at gå mere offensivt til værks, og det lykkedes at svare lidt igen med en reducering til 4-7 i sjette ende.
Canada holdt imidlertid et højt niveau og lavede ikke de samme småfejl som i begyndelsen.
Efter syvende ende havde canadierne bragt sig foran med seks point, og så var det svært for danskerne at se nogen udvej.
Derfor valgte Danmark at kaste håndklædet i ringen inden de resterende tre ender.
Foruden Madeleine Dupont består holdet af Denise Dupont, Jasmin Holtermann, My Larsen og Mathilde Halse.
Holtermann fortæller efter kampen til TV 2 Sport, at hun trods resultatet har ro i kroppen, fordi hun lærte "sindssygt" meget om banen.
Mathilde Halse glæder sig over de første fire ender, hvor canadierne fik kamp til stregen.
- Og det er også derfor, man ikke står tilbage med en følelse af, at det har været en dårlig kamp, siger hun til TV 2 Sport.
Nederlaget skal sluges i en fart, for allerede torsdag aften skal danskerne i aktion igen. Denne gang venter Japan.
Danmark skal spille i alt ni kampe i gruppespillet, inden de fire bedste hold går videre til semifinalerne.
Således er én tabt kamp ikke nogen decideret katastrofe for danskerne.
/ritzau/
