Dårlig startbane stod i vejen for danskers grandprixsucces
Rasmus Jensen formåede at komme i semifinalen ved speedwaygrandprix i Vojens, men det blev også endestationen.
Den 30-årige danske speedwaykører Rasmus Jensen fik en fin start på VM-grandprixet i Vojens. Men en dårlig startbane gjorde det svært for ham at køre med helt forrest i feltet.Efter at have kørt sig til en førsteplads og tre andenpladser i de første fire ud af fem heats var Rasmus Jensen stort set sikret en semifinaleplads.
Men i sidste heat sluttede han sidst, hvilket gjorde, at han kun lige akkurat sneg sig med i den fornødne top-8, der giver adgang til en semifinale.
Konsekvensen ved ottendepladsen var, at han blev sidstevælger til at vælge startbane i sin semifinale. Derfor havnede han på bane 3 for tredje gang denne aften.
- Jeg startede egentlig fint ud, og jeg fik også en andenplads fra min bane 3 i mit andet heat og var godt tilfreds med det, men sluttede så af på bane 3 igen i det sidste ordinære heat.
- Og det kostede måske lidt muligheden for at få en bedre startplacering i semifinalen, siger Jensen til Ritzau.
I begge semifinaler og finalen havnede sidstevælgeren på bane 3.
I 9 ud af 19 indledende heats med fire kørere endte køreren på bane 3 på sidstepladsen i heatet. Det er banen ved siden af yderbanen.
- Der var ikke rigtig noget at gøre fra bane 3 til sidst på aftenen. Under sådan en hel aften er der mange, der kører hen over bane 3, og så bliver den bare hårdere.
- Hjulene får ikke den traktion, de har brug for - det bliver meget hjulspind. Man kan ikke rigtig ændre noget på cyklen, når banen er så meget ringere, siger Jensen.
Danskeren kom med til grandprixet på et afbud, da en anden dansk kører, Leon Madsen, fredag morgen meldte ud, at han ikke kunne stille op i Vojens grundet en skade.
Men Jensen vurderer ikke, at det korte varsel havde nogen indvirkning på aftenens resultat.
- Jeg har 35 minutter til Vojens - eller 40 minutter, hvis man lige skal ind forbi McDonalds og have seks nuggets. Så det ændrede ikke ikke noget.
- Vi var klar med alt grejet. Jeg havde sgu ikke lavet min optakt om, om jeg så havde vidst, at jeg skulle køre for seks måneder siden.
Selv om det ikke blev til mere end en sidsteplads i semifinalen og dermed en samlet ottendeplads til grandprixet, nåede den danske kører fra Holsted alligevel at nyde stemningen på Vojens Speedway Center.
- Da jeg kørte ud til semifinalen kunne jeg jo godt høre, at jeg blev præsenteret, og det gav selvfølgelig kuldegysninger. Det er pissefedt, at der kan samles så mange, siger Jensen.
Der var godt 15.300 tilskuere til stede på anlægget på stadionet i Vojens lørdag aften.
/ritzau/