Clara Tauson ordner amerikaner og drøner videre i Dubai

17. FEB 2026 • 09:56SPORT

Uden at spille sig helt ud tog Clara Tauson en forholdsvis sikker sejr over amerikanske Peyton Stearns.

Clara Tauson er sikkert videre til tredje runde i WTA 1000-turneringen i Dubai.

Tirsdag morgen dansk tid var den 23-årige dansker solidt spillende og slog amerikanske Peyton Stearns 6-2, 6-4.

Dermed levede Tauson fint op til sin forholdsvis klare favoritværdighed og fik desuden revanche for nederlag til Stearns ved US Open i 2023.

I tredje runde, der svarer til en ottendedelsfinale, skal Tauson op mod polske Magda Linette, der overraskende eliminerede den ottendeseedede russer Ekaterina Alexandrova.

34-årige Linette tabte sidste år 1-2 i sæt til Tauson i French Open og udlignede en måned senere til 1-1 i de indbyrdes opgør med 2-0 i sæt på græs i Nottingham.

Tirsdag lagde Tauson ud med at bryde en nervøst spillende Stearns, der er nummer 58 på verdensranglisten og var med i hovedturneringen som "lucky loser" i kvalifikationen.

I det følgende parti afværgede Tauson fint to breakbolde og bragte sig med et servees på 2-0.

Det så ud til at knække 24-årige Stearns, og da Tauson pakket ind mellem to fejlfri servepartier igen brød amerikaneren til 5-2, var første sæt afgjort.

Danskerens præstation var ikke pletfri, men fejlprocenten blev holdt på et nogenlunde niveau i forhold til Stearns, og Tauson gjorde sig aktuel i stort set alle amerikanerens partier.

Stearns brød tilbage til 1-1 i andet sæt, men måtte efter et hårdt tilkæmpet parti have behandling for en øm skulder.

Fire kampe på fire dage - herunder to tresætskampe i kvalifikationen - havde tilsyneladende sat sit præg på amerikaneren.

Tauson afværgede en breakbold og brød rent til 3-2, hvilket blev afgørende, da hun efterfølgende var meget koncentreret og stærk i egne servepartier.

11 serveesser nåede danskeren op på tirsdag, og kombineret med mandagens sejr over Sofia Kenin har hun nu lavet 31 esser på bare fire sæt.

Tauson er forsvarende finalist i Dubai og har dermed en del point at forsvare i turneringen, hvis hun skal holde sig til på verdensranglisten.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT