Brøndby har fundet og straffet kanonslagssyndere
Brøndby har fundet to personer, der kastede kanonslag mod Silkeborg-fans. Personerne er idømt lang karantæne.
Superligaklubben Brøndby har identificeret de personer, der kastede kanonslag ind på Silkeborgs udebaneafsnit på Brøndby Stadion sidste søndag.Allerede i sidste uge lykkedes det at identificere den ene person, og nu har man også fundet den anden.
- Vi har nu identificeret den anden af de to personer, der kastede kanonslag mod udebaneafsnittet under hjemmekampen mod Silkeborg IF. Det betyder, at begge gerningsmænd nu er fundet.
- Begge personer er blevet tildelt længerevarende karantæner, og al relevant materiale er overdraget til politiet, som behandler sagen som en prioritet i forhold til at rejse sigtelser, skriver Brøndby på det sociale medie X.
Kanonslagene blev ifølge Brøndby kastet fra udgangspartiet og mod udebaneafsnittet i slutningen af kampen.
Kort efter episoden meddelte klubben, at man i kraft af omfattende videoovervågning og i samarbejde med politiet ville identificere personerne, der kastede kanonslagene.
Det var med henblik på at give den "strengest mulige straf" til de skyldige, lød det.
Kampen endte 2-2 og sendte Brøndby i mesterskabsspillet, mens Silkeborg måtte tage til takke med nedrykningsspillet.
/ritzau/