Brændt Inter-straffe redder Napoli i italiensk topopgør
Det er yderst tæt i den italienske Serie A, hvor de fem hold i toppen kun er adskilt af et enkelt point.
Hakan Çalhanoglu blev både den store helt og skurk for Inter i søndagens 1-1-kamp hjemme mod Napoli i Serie A.Den tyrkiske midtbanespiller scorede et fremragende mål og udlignede til 1-1 for Inter kort før pausen.
Men efter 74 minutter brændte Hakan Çalhanoglu et straffespark, der kunne have givet Inter en føring.
Med det uafgjorte resultat topper Napoli rækken med 26 point efter 12 kampe. Inter, der er forsvarende mester, har et point færre på en fjerdeplads.
Atalanta, Fiorentina og Lazio, der også alle vandt deres kampe søndag, har også 25 point ligesom Inter i den tætte topstrid.
Inter kunne have taget førstepladsen med en sejr, men det lykkedes ikke mod et velorganiseret Napoli-hold, der har Antonio Conte som cheftræner.
Napolis midtbanespiller Scott McTominay scorede til 1-0 efter 23 minutter, da skotten var hurtigst over en løs bold, der kom fra holdkammeraten Amir Rrahmani.
20 minutter senere sparkede Hakan Çalhanoglu på mål langt udefra, og bolden knækkede i luften og røg i kassen.
Men samme Hakan Çalhanoglu kunne altså ikke score fra pletten i slutfasen, og dermed endte det med en pointdeling i Milano.
/ritzau/