Los Angeles Lakers forgylder Doncic med milliardaftale
Luka Doncic skal spille i Los Angeles Lakers i de kommende tre år, oplyser NBA-holdet og sloveneren selv.
Los Angeles Lakers har lavet en ny aftale med stjernespilleren Luka Doncic, der nu har en kontrakt med NBA-holdet i de kommende tre år. Det bekræfter Los Angeles Lakers på holdets hjemmeside.Aftalen har ifølge NBA en værdi af 165 millioner dollar. Det svarer til lidt over en milliard danske kroner.
26-årige Doncic bekræfter også på sine sociale medier, at han har lavet en ny aftale.
- Jeg har lige skrevet under på min forlængelse med Lakers. Jeg glæder mig til at arbejde for at bringe mesterskaber til Los Angeles og gøre alle stolte.
- Jeg er taknemmelig over for Lakers, mine holdkammerater og fansene, der har vist mig så meget kærlighed fra dag ét. Dette er kun begyndelsen, skriver Doncic på X.
Rob Pelinka, der er general manager i Los Angeles Lakers, kalder det et "monumentalt øjeblik" for klubben.
- Luka Doncics fremtid er hos Los Angeles Lakers. Luka er en af sportens mest banebrydende spillere, og hans dominans og passion er uovertruffen, siger Pelinka.
I februar skiftede Doncic i en opsigtsvækkende byttehandel fra Dallas Mavericks til Los Angeles Lakers, der sendte blandt andre Anthony Davis den anden vej. Det er præcis et halvt år siden.
Doncic havde inden forlængelsen en aftale, der udløb efter den kommende sæson. Men nu slipper parterne for at undgå en situation med spekulationer om fremtiden i løbet af den kommende sæson.
I Los Angeles Lakers scorede Doncic i gennemsnit 28,2 point, lavede 8,1 rebounds og 7,5 assists i 28 kampe i grundspillet.
Det er omtrent samme snit i de tre kategorier, Doncic har haft i NBA siden 2018.
/ritzau/