Bjorkstrand genfinder målnæsen i nedsabling af Utah
Oliver Bjorkstrand scorede to gange for Tampa Bay Lightning, der vandt hele 8-0 over Utah.
Normalt målfarlige Oliver Bjorkstrand har skullet bruge lidt tid på at skyde sig varm efter sit pludselige skifte fra Seattle Kraken til Tampa Bay Lightning i NHL.Men efter blot en enkelt fuldtræffer i de første ti kampe fik den 29-årige dansker demonstreret sin målnæse for sit nye hjemmepublikum, da Tampa gennembankede Utah Hockey Club med 8-0 natten til fredag.
Bjorkstrand stod for sit holds sjette og ottende mål i festforestillingen i Florida.
Han slog til første gang i anden periodes sidste minut, da han i perfekt position midt foran mål modtog pucken fra Yanni Gourde og hamrede den i nettet uden at betænke sig.
Gourde og Bjorkstrand kender hinanden indgående. De spillede også sammen i Seattle og var del af samme byttehandel, der tidligere på måneden sendte dem videre til Tampa.
Sidste scoring faldt fem minutter før tid, og her stod Bjorkstrand selv for det meste af arbejdet.
Han fik pucken på blå linje på kanten til Utahs forsvarszone, driblede rundt om et par modstandere og hamrede den i op fjerneste målhjørne.
Oliver Bjorkstrand har i alt lavet 3 mål og 2 assister i 11 kampe efter sit skifte.
Tampa Bay Lightning er nu oppe på 89 point og er godt på vej mod Stanley Cup-playoff. Holdet mangler ti kampe i grundspillet.
/ritzau/