Basketkvinder indleder jagten på EM-billet med nederlag

12. NOV 2025 • 19:13SPORT

Bestræbelserne på at komme til EM begyndte skidt for de danske basketkvinder, der tabte til Nordmakedonien.

Det danske kvindelandshold i basketball tog onsdag aften hul på EM-kvalifikationen med et smalt 78-79-nederlag til Nordmakedonien i Skopje.

Dermed fik Danmark en dårlig start på EM-kvalifikationen, da holdet på forhånd var vurderet som favorit til at vinde kampen.

Danmark, som har fået Eduardo Herrero som ny landstræner, kom ellers foran med ni point i første halvleg, men nordmakedonerne slap aldrig taget i kampen og åd sig tilbage.

I anden halvleg kom Nordmakedonien i front, men det var ikke med specielt store føringer. Danmark var bagud med tre point flere gange.

Frida Formann blev dansk topscorer med 18 point, men hun var ikke i stand til at hjælpe holdet til en åbningssejr.

Danmark kom i slutfasen foran 62-61, men flere føringer blev det ikke til for det danske hold.

I stedet lykkedes det nordmakedonerne at bringe sig foran 76-70. Selv om danskerne reducerede i slutminutterne, så endte det med et nederlag.

Der er dermed lang vej til EM for Danmark, som med onsdagens kamp indtrådte i første runde af kvalifikationen i et nyt format, hvor der spilles to runder, før der kan bookes billet til slutrunden.

I første omgang spiller Danmark om at komme med i anden kvalifikationsrunde. De to bedste hold fra hver gruppe samt de tre bedste treere på tværs af syv grupper går videre.

Dermed går 17 lande videre til anden runde. Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien og Tyrkiet) indtræder først i anden runde.

I alt deltager 38 europæiske lande om 16 pladser til EM-slutrunden i 2027, som afholdes i Sverige, Finland, Belgien og Litauen. De fire værtslande er automatisk kvalificeret til EM.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT