Australier udnytter skænderi til spurtsejr på forkert cykel

25. MAR 2023 • 17:01SPORT

Trods en sen defekt vandt Kaden Groves i Catalonien, hvor Remco Evenepoel var rasende på Primoz Roglic.

Primoz Roglic kører også den sidste etape af Catalonien Rundt i løbets hvid-grønne førertrøje.

Jumbo-Visma-stjernen benyttede løbets næstsidste dag til et forsvar af føringen og kunne se Kaden Groves vinde 6. etape i en massespurt.

Australieren fra Alpecin-holdet havde ellers en defekt få kilometer fra målstregen. En holdkammerat gav ham en cykel, der så ud til at være for høj. Men alligevel var han hurtig i opløbet og tog sin anden etapesejr i løbet.

Etapen vil ellers blive husket for den byge af skældsord, som en rasende Remco Evenepoel undervejs sendte i retning af Roglic, da de sammen havde lagt afstand til feltet.

Duoen havde accelereret op ad etapens eneste kategoriserede stigning og var sluppet væk, og de sidste knap 20 kilometer lignede endnu et parløb mellem de to kamphaner.

Men denne gang var Roglic ikke interesseret i en etapesejr. Den frustrerede Evenepoel måtte gøre alt arbejdet, mens Roglic blot koncentrerede sig om at holde sig i belgierens hjul.

Evenepoel gestikulerede og råbte gentagne gange efter den erfarne slovener, der dog blot bevarede sit stenansigt og ikke lod sig distrahere af den harmdirrende rivals møgfald.

Til sidst slog Evenepoel ud og forsøgte at spare kræfterne til spurten. Her blev han nummer fem - lige foran etapens bedste dansker, Andreas Kron.

Løbet slutter søndag i Barcelona, hvor rytterne traditionen tro skal op ad det stejle Montjuic-bjerg en håndfuld gange. Roglic' forspring til Evenepoel er på ti sekunder.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU