Arsenal-træner er utilfreds med disciplinen efter topholdets pointtab
Premier Leagues førerhold fra Arsenal måtte nøjes med 1-1 ude mod Brentford, der var tæt på at tage sejren.
Førerholdet Arsenal smed torsdag dyrebare point i toppen af Premier League efter uafgjort ude mod Brentford.Gæsterne fra Arsenal bragte sig foran med 1-0 efter en time, men måtte nøjes med 1-1 efter en udligning ti minutter senere.
Arsenal-træner Mikel Arteta er utilfreds med sit holds reaktion efter Brentfords scoring.
- Vi begyndte anden halvleg rigtig godt - de første 20-25 minutter.
- Efter deres scoring havde vi ikke overblikket til at forsvare vores mål og spille i de rigtige områder. Vi manglede disciplin, siger Mikel Arteta ifølge mediet Sky Sports.
Flere gange kom Arsenal-forsvaret under alvorligt pres, da Brentford i de sidste 20 minutter trykkede på for at få alle tre point. Det skete med mange indlæg og lange bolde.
- Vi begyndte at give alt for mange unødvendige frispark væk og fik ikke clearet bolden godt nok.
- De fik skabt nogle standardsituationer, som de er virkelig gode til, så kredit til dem også, siger Mikel Arteta.
Cheftræneren noterede sig, at hans hold til sidst i kampen kunne have taget sejren på en stor chance til indskiftede Gabriel Martinelli. Muligheden blev dog misbrugt.
Mikel Arteta mener ikke, at der findes lette kampe - især på udebane - i den engelske liga.
- Man skal være på sit bedste niveau i hver kamp og have heldet med sig for at hente de tre point hver uge, siger Arteta.
Arsenal har efter 26 spillerunder et forspring på fire point til Manchester City på andenpladsen. City vandt onsdag med 3-0 på eget græs over Fulham.
/ritzau/
