Argentinsk stjernetræner er indlagt med brystsmerter

24. APR 2024 • 12:31SPORT

Carlos Tévez, der spillede for Manchester-klubberne City og United, er indlagt med brystsmerter i Argentina.

Den tidligere argentinske topangriber Carlos Tévez er blevet indlagt med brystsmerter.

Det oplyser den argentinske klub Independiente, som 40-årige Tevez nu er træner for, skriver Reuters.

Den Buenos Aires-baserede klub Independiente siger, at Tevez er blevet indlagt på Trinidad Hospital i San Isidro efter at have beklaget sig over brystsmerter.

- Hospitalet har udført undersøgelser, der var tilfredsstillende. Tevez forbliver indlagt som en sikkerhedsforanstaltning, indtil flere undersøgelser er afsluttet, lyder det.

I sin aktive karriere som spiller vandt Tevez Premier League tre gange - med Manchester United i 2008 og 2009 og med Manchester City i 2012.

Desuden vandt han Champions League med Manchester United i 2008.

Senere var han med til at vinde det italienske mesterskab med Juventus i 2014 og 2015.

Han indstillede karrieren i 2021, og året efter kastede han sig over trænergerningen hos argentinske Rosario Central.

Her stoppede han ved udgangen af 2022, før han i august sidste år tiltrådte i Independiente.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU