Anholdte får bøder for ballade ved norsk landskamp mod Israel

12. OKT 2025 • 12:28SPORT

Demonstranter er blevet idømt bøder på omkring 11.000 kroner i forbindelse med kamp mellem Norge og Israel.

22 demonstranter blev lørdag anholdt i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mellem Norge og Israel.

Ikke alle er endnu løsladt søndag formiddag, men en del af dem bliver det i løbet af søndagen, oplyser politiets anklager Anne-Karine Veiding til Aftenposten.

- Der er udstedt bøder for at have undladt at adlyde politiets ordrer og for ordensforstyrrelse. Flere har fået bøder på omkring 18.000 kroner (11.000 danske kroner, red.), siger anklageren.

Nogle af de anholdte er tilbageholdt efter udlændingeloven og risikerer ifølge politiet at blive udvist.

Politiet havde forberedt sig på demonstrationer og uroligheder i forbindelse med fodboldkampen på grund af situationen i Gaza.

Et massivt sikkerhedsopbud mødte fansene uden for stadion. Flere veje var afspærret, og der var ifølge nyhedsbureauet NTB forbud mod tasker og rygsække på stadion.

Politiet anvendte også tåregas for at holde styr på demonstranterne.

Inde på banen var det til gengæld fodboldevnerne, der talte. Her var Norge et par klasser over deres israelske modstandere, som blev blæst af banen.

Angriberen Erling Haaland scorede hattrick og spillede dermed en nøglerolle, mens Israel scorede to selvmål i den norske sejr på 5-0.

Før de sidste to spillerunder fører Norge sin gruppe med seks point ned til Italien, som har en kamp til gode.

Nordmændene har ikke deltaget ved VM siden 1998.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT