Anders Antonsen ryger ud i første runde i Indonesien

22. JAN 2025 • 18:45SPORT

Badmintonspilleren Anders Antonsen tabte onsdag sin kamp i første runde i Indonesien og er ude af turneringen.

Anders Antonsen tabte overraskende i tre sæt mod Ng Ka Long fra Hongkong, og dermed er danskeren ude af Super 500-turneringen Indonesia Masters efter blot en enkelt kamp.

Ng Ka Long, der er nummer 20 i verden, ydede god modstand i hele kampen og vandt med cifrene 18-21, 21-18, 21-15.

Dermed er Ng Ka Long videre til anden runde, som svarer til turneringens ottendedelsfinaler.

I første sæt kom Antonsen stort foran med 8-2, men Ng Ka Long reducerede til 7-8.

Antonsen lykkedes med at trække fra endnu en gang og komme solidt foran med 19-12, men det skulle alligevel blive tæt mod slutningen af sættet.

Ng Ka Long reducerede til 15-19, inden Antonsen spillede sig frem til fem sætbolde ved 20-15.

Efter tre missede sætbolde kom Antonsen foran 1-0 i sæt.

Antonsen kom bedst fra start igen i andet sæt, som dog blev noget mere jævnbyrdigt efter en dansk føring på 4-2.

Pludselig var Ng Ka Long i teten og foran 14-12, og selv om Antonsen formåede at vende det igen, så var danskeren ikke i stand til at vinde sættet.

Antonsen kom godt nok foran 18-17, men tabte så de næste fire point i træk, og så stod det 1-1 i sæt.

I tredje sæt kom Antonsen igen bedst fra start og foran 6-3, men derfra smuldrede det hele for verdenstoeren.

Ng Ka Long vandt fem point i træk og kom foran 8-6, og lidt senere stod det 13-8 til den asiatiske modstander.

Antonsen reducerede i slutfasen til 15-19, men det var ikke nok, og Ng Ka Long tog sejren i tre sæt.

Rasmus Gemke, der på forhånd var vurderet til at være favorit, tabte tidligere onsdag en tæt kamp til Jia Heng Jason Teh fra Singapore.

Gemke, der er nummer 28 i verden, tabte med cifrene 22-20, 17-21, 20-22 til verdens nummer 33.

I damesingle gik Line Christophersen videre efter en sejr i to sæt over en taiwaner.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT