Analysefirma spår historisk godt OL for Danmark

23. JUL 2024 • 10:28SPORT

Danmark henter 14 medaljer ved OL i Paris, og fem af dem bliver af guld, spår analysefirmaet Gracenote.

Fem guldmedaljer, fem sølvmedaljer og fire bronzemedaljer.

Den danske medaljehøst ved OL i Paris bliver historisk god, hvis man skal tro spådommen fra analysefirmaet Gracenote.

Spådommen bygger ifølge Gracenote på en statistisk model, der medtager tidligere OL, verdensmesterskaber, kontinentale mesterskaber og andre konkurrencer.

Ud fra den model har det 25-årige gamle amerikanske firma, der hører under The Nielsen Company-paraplyen, løbende "simplificeret" data og vurderet medaljechancerne i de enkelte discipliner.

Og det bliver altså et par glimrende uger i Frankrig for de danske atleter, hvis man skal tro den seneste og sidste prognose inden legene.

Fem guldmedaljer vil således være en tangering af den bedste danske guldmedaljehøst nogensinde.

Den stammer helt tilbage fra OL i London i 1948, hvor det ud over fem guldmedaljer også blev til syv sølvmedaljer og otte bronzemedaljer.

De 20 medaljer fra 1948 er dansk rekord ved et OL. Næstbedst var de 15 medaljer som de danske repræsentanter tog med hjem fra OL i Rio i 2016.

De spåede 14 medaljer vil være det tredjebedste danske resultat gennem tiderne, hvis man medtager guld, sølv og bronze.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmarks officielle målsætning for OL i Paris hedder 9-11 medaljer.

Gracenote uddyber i sin analyse ikke i hvilke sportsgrene, man regner med, at de respektive medaljer falder. Men DIF og Team Danmark knytter særligt deres håb til cykling, håndbold, sejlsport, kajak, badminton og dressur.

Danmark vandt ved OL i Tokyo, der blev afviklet i 2021, 11 medaljer.

Tre af dem var af guld og gik til badmintonspilleren Viktor Axelsen, sejleren Anne-Marie Rindom og banecykelrytterne Michael Mørkøv og Lasse Norman Leth i parløb.

Gracenotes analyse spår, at USA kommer til at toppe medaljetabellen med 112 medaljer, hvoraf 39 bliver af guld. Herefter følger Kina, Storbritannien, værtsnationen Frankrig og Australien.

Danmark ender som nummer 16 i tabellen lige efter Brasilien, Spanien og Polen, men foran lande som Ukraine, Sverige, Belgien og Norge, lyder det fra analysefirmaet.

Der er åbningsceremoni ved OL i Paris fredag. Legene løber frem til 11. august.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

28. OKT 2024 • 23:12SPORT
BLÅ BOG: Ballon d'Or-vinderen Rodri

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT