Ajax-dansker scorer igen på blandet dansk aften i Europa
Christian Rasmussen scorede for Ajax for anden kamp i træk, mens Valdemar Lund så rødt i Moldes fiasko.
Danske spillere viste sig frem på godt og ondt i europæisk fodbold torsdag aften, da der blev taget hul på knockoutfasen i Europa League og Conference League.Foruden FC Midtjylland og FC København, der begge tabte, var der spilletid til danskere i 7 af torsdagens øvrige 14 knockoutkampe.
Ajax-danskeren Christian Rasmussen var den med størst personlig succes. Han scorede således til 1-0, da den hollandske mastodont vandt 2-0 ude over belgiske Royale Union Saint-Gilloise i Europa League.
Efter en times spil fik Rasmussen bolden i en omstilling, og han afsluttede hårdt og resolut, så bolden strøg i mål. Scoringen kom blot fire dage efter hans første fuldtræffer for Ajax, som han har repræsenteret siden 2019. Undervejs i kampen kom også Anton Gaaei ind for hollænderne.
I Norge endte en dansker til gengæld som skurk. Den tidligere FCK-spiller Valdemar Lund fik direkte rødt kort for en nødbremse i første halvleg, da Molde overraskende tabte 0-1 hjemme til irske Shamrock Rovers i Conference League.
Elias Jelert havde ligeledes en vanskelig aften, da Galatasaray blev klædt af og tabte 1-4 ude til hollandske AZ Alkmaar i Europa League.
Efter en weekend som dobbelt målscorer kom Kasper Dolberg ned på jorden for Anderlecht. Landsholdsangriberen fik den sidste halve time på banen for den belgiske storklub, der tabte 0-3 ude til Fenerbahce i Europa League.
Den nytilkomne dansker Lucas Hey spillede hele kampen i Anderlechts centerforsvar.
I Ungarn havde en anden dansk stopper mere succes i Europa League. Stefan Gartenmann spillede således samtlige 90 minutter, da han sammen med Ferencvaros vandt 1-0 hjemme over Viktoria Plzen fra Tjekkiet.
Villads Nielsen og Kasper Høgh startede begge inde for det norske mesterhold Bodø/Glimt, der tabte 1-2 ude til hollandske FC Twente i Europa League.
En mindre kendt dansker var med til at levere en stor overraskelse. Tarik Ibrahimagic startede inde for Vikingur, som overraskende vandt 2-1 over Panathinaikos. Det islandske hold havde formelt hjemmebane, men opgøret blev spillet i Finland.
I alle kampe spilles der returopgør torsdag i næste uge.
/ritzau/