AGF slår klubrekord og snupper otte sejre på stribe
Som mange andre modstandere blev Silkeborg også nedlagt, da AGF slog klubrekord med den ottende sejr i træk.
Tingene kører for AGF, og storformen hos Superligaens førerhold ryger nu i klubbens egen historiebog.I sikker stil blev Silkeborg IF søndag nedlagt med 3-1, og så var den ottende superligasejr på stribe en realitet.
Det er ny klubrekord for aarhusianerne, der i den grad har vind i sejlene.
De otte sejre i træk har sendt AGF alene i spidsen af Superligaen med 26 point efter 11 runder.
Silkeborg fortsætter omvendt en lettere kriseramt sæsonåbning. Klubben fra Søhøjlandet ligger næstsidst fire point foran bundproppen Vejle.
AGF var søndag eftermiddag flyvende og spillede reelt set Silkeborg ned under græsplænen i de første 45 minutter.
De aarhusianske værter satte sig tungt på opgøret i indledningen med flere pæne tilbud, og efter ti minutter blev trykket for stort for Silkeborg.
Nicolai Poulsen fandt Kristian Arnstad på kanten af feltet, og nordmanden sparkede iskoldt bolden ned i målhjørnet.
Kort efter ville den sidste midtbanekollegaen Kevin Yakob også lege med, men hans ellers skarpe langskudsforsøg mod det lange hjørne blev banket på stolpen. Efter 27 minutter var svenske Yakob dog på spil igen.
Med en finurlig vending med bolden satte han fuldstændig Silkeborg-forsvaret, og med en sikker inderside lagde han kuglen i kassen til en 2-0-føring.
På forunderlig vis lykkedes det gæsterne at reducere efter lidt mere end en halv time. Callum McCowatt bankede en knaldhård afslutning ind i det lange hjørne med hjælp fra stolpen.
Mål ændrer som bekendt fodboldkampe, og Silkeborg kom bedre med i opgøret efter reduceringen.
AGF kom dog buldrende igen efter pausen og kom fortjent på 3-1, da Tobias Bech sparkede bolden ind efter et mindre skydetelt i Silkeborg-feltet.
I slutfasen kontrollerede aarhusianerne løjerne, og de tre point og rekordsejren var aldrig i fare.
/ritzau/